Alle kan da tage en psykoterapeutuddannelse?

Af Henriette Boysen — Indlæg

Som institutejer af en psykoterapeutisk uddannelse i Lyngby – Academy Copenhagen – hører jeg det tit. Jeg oplever det nedsættende og disrespektfuldt, og tænker i mit stille sind, at der er rigtig meget, de ikke er bevidste om, de der siger det. 

At starte på en psykoterapeutisk uddannelse er en stor personlig og økonomisk investering. Det er en livsrejse, som for evigt vil forandre den studerendes syn på sig selv, andre og livet. Det er ikke bare en uddannelse. Det er en dør ind til en personlig udviklingsbane, der ikke kun indbefatter en faglighed, men et forandret livssyn og livsværen. Det beriger og udvider den menneskelige rummelighed og eliminerer de begrænsende livsindstillinger, der ligger i ”rigtig og forkert-vurderinger”.

For hvordan kan man være psykoterapeut og tage sig af andres livssmerte, hvis man er fordømmende, kategoriserende og diagnosticerende? Min påstand er, det kan man ikke.

Hvis vi skal hjælpe andre mennesker, må vi møde og forstå dem lige der, hvor de er, og hvordan netop de ser verden. Ellers bliver det jo terapeutens afsæt og udgangspunkt, og ikke klientens. Det har aldrig virket, og det kommer det aldrig til.

Det er netop psykoterapeutens kunstart. At kunne bruge sig selv professionelt bevidst og møde andre mennesker nysgerrigt og ufordømmende, så de frit kan folde DERES vinger ud.

Som al kunst kræver det øvelse, nederlag og succeser. Det samme gælder for psykoterapeuten og den psykoterapeutstuderende. For at blive deres eget forfinede instrument i terapeutisk praksis, er det en forudsætning, at de arbejder dybdegående med sig selv. At de får udforsket deres indre smerte, traumer, frygt, overlevelsesstrategier og blik for, hvor de står i vejen for deres egen personlige frihed og livsflow

Alt det, der larmer inde i terapeuten, skaber ubalancer, knuder og opspænding og har tendens til at mudre blikket – for sig selv og sine medmennesker. 

Så at tage en psykoterapeutuddannelse kræver mod. Det kræver mod, fordi terapeuten ikke har redskaber som computere, værktøjer, it-systemer, procedurer og fastlagte retningslinjer for deres arbejde. De ER redskabet, et professionelt empatisk instrument som dagligt må bruge sig selv, sin mavefornemmelse og sin resonansevne i kontakten og samarbejdet med klienten. 

De har ganske vist et tungt teoretisk fundament, som kan give dem afsæt for kompetente faglige gæt på, hvad der er i spil for klienten. Gæt som aldrig kan aldrig blive sandheden, medmindre de giver mening for den, der er i terapi. Det er en dans, der er så fint tunet, at terapeuten kun kan forlade sig på sig selv og på kontakten med klienten i øjeblikket

Det kræver, at man som terapeut tør slippe kontrollen og give sig hen til ’her og nu‘ og give det uvisse plads, for dér ligger guldet for klienten.

Det er ikke alle, der kan lære de dansetrin, og derfor er det ikke alle, der kan blive psykoterapeuter.
Det er en omfattende og i ordets mest positive forstand indgribende uddannelse.

Når jeg har potentielle studerende til den obligatoriske optagelsessamtale, er den formelle og tekniske optagelsesproces oftest på plads. Jeg er derfor meget mere optaget af deres evne til at være i kontakt, deres sprog og tilgængelighed for deres indre liv og deres mentaliseringsevne, åbenhed og nysgerrighed på dem selv og deres relationer. Kan de tåle at jeg går lidt tæt på evt. svære emner, og har de en nogenlunde kropskontakt og indre navigation ift. sansninger og deres følelser?

Det betyder ikke, at de studerende skal stå som en nylakeret bil uden ridser i lakken, tværtimod er det meget mere vigtigt, hvordan de forholder sig til ridserne og hvad de har lært af dem. Og alle klienter har gavn af en terapeut, der bevidst selv har gået vejen og turdet kigge sine egne indre dæmoner i øjnene.

Jeg afvejer og vurderer deres modstandskraft for, om de er klar til den indre og ydre rejse, de muligvis skal på. Jeg betragter det nemlig som meget ukærligt og uetisk at sende et menneske ind på et hold, hvor de vil blive udfordret på det, der kunne være deres indre smerte og forhindringer, hvis det bliver FOR overvældende for dem. Og jeg ville ikke efter 4 år kunne sende en studerende ud, som jeg er stolt af.

Undertiden kan jeg sige under samtalen, at jeg kan optage den studerende. Andre gange beder jeg en anden underviser fra instituttet vurdere, om vedkommende er klar og motiveret. På den måde sikrer vi, at holdene består af topmotiverede studerende på vej ud på en udfordrende og uundgåeligt berigende rejse. Atter andre gange siger jeg nej og opfordrer dem til at gå i terapi for evt. at søge ind senere.

Så nej, ikke alle kan blive psykoterapeuter. Det kræver boglighed, mod og et særligt mennesketalent, båret af kærligheden til det ufordømmende og nysgerrigheden på sine medmennesker og ikke mindst sig selv.

Jeg er så taknemmelig for at følge den vækst, de studerende gennemgår fagligt og personligt over de 4 år. Jeg bliver gang på gang mindet om, hvad vi mennesker kan, når vi møder os selv og andre med en kærlig åbenhed og tillid til, at vi alle vil det bedste, under de rette betingelser.

Del opslag

Relaterede opslag