Anerkendelse af psykoterapeuter som faggruppe

I dagens Danmark venter tusindvis af mennesker på psykologisk bistand i form af bl.a. terapi, stressbehandling, sorggrupper, samtaler under misbrugsbehandling, familieterapi, spædbarnsdød, pårørende-samtaler ved f.eks. demens eller kritisk sygdom.

Mange unge mennesker er stressede og forpinte i deres liv, og aldrig har der været så mange, der lider af en spiseforstyrrelse, selvskade, stress, angst og depression. OG de kan ikke vente på behandling og støtte i deres måske livs sværeste fase. Psykologerne kan ikke følge med, og de praktiserende læger hænger i neglene.

Jeg spørger derfor med et kæmpe spørgsmålstegn: Hvorfor inviteres faggruppen psykoterapeuter ikke ind på arenaen og afhjælper den psykiske ventebyrde, der præger vores samfund. I en mere nøgtern betragtning ville vi formentlig hurtigere hjælpe borgere tilbage til gavn for vores arbejdsmarked og økonomi. I den mere bløde ende ville det enkelte menneske kunne hjælpes til en psykisk bedre balance, større livskvalitet og et følgeskab i deres svære ydre eller indre livssituation.

Fordi psykoterapeuttitlen endnu ikke er en beskyttet titel og stadig ikke anerkendes på lige fod med andre faggrupper med samme kerneydelse. Her tænker jeg særligt på psykologerne. Jeg har været med til at uddanne psykoterapeuter i 18 år og medgiver gerne, at der igennem tiderne har været tvivlsomme eksempler, der nok skulle have været stoppet på uddannelserne allerede på deres 1.år. Jeg har dog også tillige, og oftest, set psykoterapeuter, der var ualmindeligt dygtige, teoretisk velfunderede, kompetente, meget modne og erfarne fagpersoner.

Det er vigtigt at pointere, at de private uddannelsessteder er igennem en så grundig, dybdegående og kontrollerende certificeringsproces, hvor samtlige niveauer på uddannelsen gennemevalueres og skal gøres rede for. Institutterne skal leve op til så skærpede krav på det didaktiske, pædagogiske, teoretiske, forskningsbaserede og praktisk terapeutiske træningsmæssige niveauer. Hertil kommer også, at de studerende SKAL gennemgå en 4-årig personlig udviklingsrejse, hvor de helt unikt gennemarbejder deres egne ”smertetemaer” og udfordringer med henblik på at kunne møde deres klienter så fri for forståelser, sandheder og antagelser om som overhovedet menneskeligt muligt. Der opfyldes så mange ansvarlige niveauer på uddannelserne i dag, at det er mig en gåde, hvordan det kan lade sig gøre stadig ikke at se den bugnende fulde erfarings- og fagbank, som den professionelle psykoterapeutgruppe præsenterer.

Dansk Psykoterapeutforening arbejder målrettet på anerkendelsen og gør et sublimt arbejde.De går forrest med, at dette ikke er en kamp eller konkurrence med andre faggrupper. Det er et spørgsmål om et samfundsansvar, hvor vi i Danmark etisk og menneskeligt ikke længere kan forsvare at have tusindvis af menneskers psykiske velbefindende på samvittigheden. Psykoterapeuter fra certificerede institutter kan gøre hele forskellen, blive anerkendt og sammen med andre faggrupper afhjælpe den voksende gruppe af individer der har det psykisk svært.

Det har altid været et paradoks for mig at så mange kompetente psykoterapeuter, der har mangeårige fuldtidspraksisser og har haft mange hundrede klienter igennem, ikke får den anerkendelse de fortjener. Skal jeg tænke, at de klienter der opsøger dem, ikke har sans for kvalitet og kun opsøger andenrangsterapi, eller hvordan skal jeg se på det? Er klienterne ikke indsigtsfulde eksperter på dem selv, der helt nøjagtigt ved, hvad DE har brug for? Førstnævnte perspektiv er ikke en tankegang, der på nogen måde tiltaler mig og mit menneskesyn. Et andet niveau er det faktum, at psykoterapeuter generelt tager mange kurser og videreuddannelser, hvilket vidner om en stor faglig og etisk ansvarlighed og som måske også kunne være en afspejling af den mistillid, vi kan mødes af. Vi ender i en position, hvor vi undertiden føler trang til at forsvare vores fag og dens faglighed.

Psykoterapeutuddannelserne kræver som sagt som minimum, at de studerende arbejder grundigt med sig selv på mange niveauer. De lærer sig selv indgående at kende indadtil, i samspil og eksistentielt. De møder deres mørke og lyse sider, ressourcer og udfordringer, og de får et stærkt kendskab til egne kontaktevner, og hvordan de virker på andre. De bliver med andre ord deres eget meget fint-tunede og bevidste professionelle redskab. Det åbner døren for at møde deres klienter ufordømmende og nysgerrigt. Deres personlige bevidsthed og selvomsorg beskytter dem mod udbrændthed, sekundær traumatisering, stress og forråelse.

Hertil kommer grundig teoretisk undervisning, forskningsunderbygget med perspektivering til egen og medstuderendes processer og selvorganisering. Den terapeutiske træning er intensiv, og de studerende har træningsforløb med fremmede klienter under direkte og indirekte supervision med erfarne undervisere og terapeuter. Det betyder, at de reelt er i stand til at varetage terapeutiske samtaleforløb fra endt uddannelse.

Et andet meget spændende perspektiv er det faktum, at psykoterapeuter betaler over 200.000 kr. for sin uddannelse. Det er trods alt en stor økonomisk investering. Det betyder, at dem der vælger uddannelsen er topmotiveret og bevidst har valgt at investere ved siden sit arbejde og et aktivt familie- og fritidsliv. Vi, psykoterapeuter er klar, har været det længe og er et mangefacetteret fagfelt med SÅ meget at tilbyde. What’s not to like? – Jeg spørger bare!