Anja Hansen

Af —

Ønsker du at forstå og arbejde med de tanker, følelser og hændelser, der står i vejen for, at du kan leve et mere autentisk og frit liv?

I psykoterapi får du mulighed for at udforske dine indre oplevelser og finde nye måder at være i verden på. Det kan være, at du længe har følt dig trist, stresset, ikke følt dig god nok, eller du har fået øje på nogle mønstre, der er svære at bryde?
Psykoterapi er en samtale mellem dig og mig, hvor du kan få hjælp til at arbejde med psykiske og personlige udfordringer i et empatisk og omsorgsfuldt rum. Min rolle er at støtte dig i din proces, og jeg kan blandt andet hjælpe dig med at:

  • Identificere hvad du længes efter og undersøge, hvad der står i vejen for, at du opnår det
  • Få øje på de mønstre og strategier, der har været nødvendige for dig at udvikle tidligt i livet, som ikke længere gavner dig.
  • Gennemgå sorg, kriser og svære livssituationer.
  • Forstå og tage ansvar i dit liv

 

Lidt om mig

Jeg studerer oplevelsesorienteret psykoterapi på 3. året på Academy Copenhagen. Jeg har en universitetsuddannelse i pædagogik og psykologi og arbejder til daglig med udvikling af dagtilbud i en kommune. Jeg er mor til en skøn og dejlig teenagedatter og har i den forbindelse også en del privat erfaring med at være forælder til et barn, der i kortere og længere perioder ikke er i trivsel.

Det praktiske

Terapien foregår i et lokale hos Academy Copenhagen på Lyngby Hovedgade og koster 350 kr. pr. session (60 min.). Jeg modtager månedlig supervision hos en erfaren terapeut på instituttet, og jeg er underlagt fuld tavshedspligt. Af etiske grunde kan jeg ikke tilbyde terapi til nære relationer og bekendte, men henviser gerne til dygtige kollegaer.

Del opslag

Relaterede opslag