Den allersidste dans – farvel til en klient

Flere gange under det lange terapiforløb tænkte jeg på, om det stadig var gavnligt for klienten at gå hos den samme terapeut. Jeg vejrede, om jeg havde fået blinde vinkler på klientens problematikker, og om der fortsat var progression. Hver gang nåede jeg til den overbevisning, at det fortsat var udbytterigt. Både ud fra et fagligt/teoretisk perspektiv, men i allerhøjeste grad også på baggrund af min mavefornemmelse. Men hvad var det egentlig, der gjorde dette forløb så virkningsfuldt?

Min klient startede i terapi, fordi hun havde nogle udfordringer i sit parforhold. Jeg mødte en kvinde der var yderst motiveret for at arbejde med sig selv, og som samtidig var skræmt fra vid og sans ved at sidde i et terapirum med en udforskende nærværende terapeut. Jeg husker, hvordan jeg straks fattede stor sympati for hende, og jeg sansede meget hurtigt, at her var der tale om meget små skridt. Ikke fordi hun var mindre begavet, tværtimod, men simpelthen fordi, hun ikke var vant til kontakt i særlig store doser. Hendes erfaring fra barndommen var, at kontakt med andre mennesker enten var en mangelvare eller direkte farlig. Klienten havde haft uligevægtige og opfarende forældre.

I terapisessionerne skulle der kun et enkelt lille spørgsmål til, før hun ligesom forsvandt ind i sig selv, stivnede og sad med vagtsomme forskræmte øjne. Det man også kalder en dissociativ tilstand. Undertiden lykkedes det mig at hjælpe hende ud af den lammende følelse, og andre gange sendte jeg en klient ud af døren bleg og forvirret. Jeg indrømmer, at det påvirkede min nattesøvn. Nogle gange talte vi om det, og andre gange vidste jeg, at det ville sende hende ud i det ensomme tomme rum igen – og jeg undlod at tage det op.

Vi kom omkring mange emner og tematikker. Det blev tydeligt, at det mest centrale i vores fælles arbejde var hendes følelse af at være grundlæggende forkert, og at ethvert øjeblik i kontakt med mig (og andre) var en potentiel mulighed for at ende i en skamfuld situation. Hun havde en massiv overbevisning om, at hun var defekt og uelskelig.

Pålidelig gentagelse over flere år. At hun blev mødt med anerkendelse og accept, så hun langsomt og gentagende kunne få den erfaring, at hun absolut er et meget elskværdigt og menneskeligt menneske. Et individ med alle de farver og nuancer, som det nu indebærer. At hun begyndte at gå ud i verden og fik tilsvarende positive erfaringer. En ny programmering, hvor kontakten til andre mennesker ikke havde en vedhæftning af enten overvældelse eller forkastelse.

Det var den dans, vi dansede i flere år – hun og jeg. Ved vejs ende så jeg en voksen kvinde, der navigerede yderst kompetent og var selvforvaltende i sin tillid og kærlighed til sig selv. Jeg er ikke i tvivl om, at det måtte tage den tid, som det tog. At det var gentagelserne i kontakten og relationen, der gjorde udslaget. Jeg forstår ydmygt, at det tager tid, og at det kræver tålmodighed for både klient og terapeut. Det var ikke en hurtig fixer, og så var den på plads.

Det var med glæde, taknemmelighed og sorgfuldhed, at vi sagde tak for dansen. Vi havde danset længe, kommet ud af rytme, fundet den igen, trådt hinanden over tæerne, sagt undskyld og lyttet til rytmerne af melodien for at finde fælles fodslag.

Forløbet havde forandret hende, og jeg ved, at hun også har bidraget til en forandring hos mig.