Det “nyere” forældreskab – Det skrøbelige selvværd

Børneopdragelse har en central rolle i den offentlige debat. Der er mange eksperter, pædagoger og terapeuter, der beskriver, hvordan vi bedst møder vores børn, ligeværdigt, med respekt og empati. Børn er en lige så stor del af familien som de voksne, og børnenes behov og følelser skal have lige så stor plads og i nogen grad indflydelse i familien. Et opgør med de tidligere generationers opdragelsesform. Jeg er meget enig.

Men jeg synes, jeg ser en tendens. Og jeg taler ikke om alle eller den enkelte her. Jeg taler om en generel bevægelse i det “nyere” forældreskab. Jeg genkender den i mit eget – og jeg hører den mellem linjerne hos mine klienter.
“Mit barn skal føle sig mødt, set, ivaretaget – helst hele tiden! Mit barn skal konstant have det bedst muligt, være glad, i balance.” Det er et vanvittigt pres at lægge på sig selv som forælder – og det er et kæmpe ansvar at pålægge sine børn. For de kan godt mærke det.

Jeg tror, barnet tydeligt fornemmer, at mor eller far ‘har et projekt med mig’. Jeg skal leve op til at være noget, som jeg endnu ikke forstår, hvad er. Og hvis jeg ikke lever op til den sindstilstand, bekræfter jeg mine forældre i, at de ikke gør deres forældreskab godt nok.
Selvfølgelig beskrives det her med voksne ord – dem har barnet ikke – men ubehag transcenderer uden ord. Det ved vi.
Jeg tror, barnet ender i en tilstand af: “Du spørger, hvad jeg vil. Du indretter alt efter mig. Men jeg ved ikke, hvad jeg vil, eller hvem jeg er. Jeg vil kunne læne mig ind i dig. Du bliver utydelig.” Det er jo gjort i uendelig kærlighed – der uheldigt udspiller sig i en utydelighed.
“Når du er glad, tryg, føler dig elsket”, så er jeg en god nok forælder.
Børn kommer i høj grad til at bære ansvaret for deres forældres selvværd – og det påvirker selvfølgelig deres eget.

Jeg ser de voksne “børns” tendens i min praksis. Unge klienter, der kæmper med dybe selvværdsproblemer. De kan komme med bøjet ryg, fortvivlede over ikke at være glade. Dybt fortvivlede over ikke at føle, at de udnytter deres fulde potentiale – og dybest set er de i tvivl om, hvad deres dybeste potentiale egentlig er – de skal bare være fantastiske. Helst hele tiden. Det er høje krav!
For alle tegninger er blevet rost, de er blevet kysset og elsket, “du er fantastisk, som du er”, “Bare vær dig selv” – gode kærlige intentioner – der lander som forventning.
Jeg kan se, de unge mistrives – enten er de fantastiske, eller også er de ingenting.

Det kan også vise sig på anden vis. De swiper. Fra parforhold til parforhold, fra job til job, veninde til veninde, hobby til hobby. Det skal være fantastisk hele tiden – ellers er det ingenting. Men intet er konstant fantastisk – livet bølger op og ned. Livet er jo, hvad man selv gør det til.
Det kan ligne en selvoptagethed – men bagved er der dyb fortvivlelse.
“Jeg skal bevise noget – jeg skal bekræfte, at det spejl, jeg har fået, er rigtigt. Jeg skal leve op til det, hele tiden, altid. Jeg er fantastisk – og en fiasko på en og samme tid.”

Og de skammer sig over at behøve terapi. “Jeg har fået så meget godt med mig, min barndom har været dejlig, hvorfor kan jeg så ikke have det godt?” og “Jeg skal virkelig blive til noget, udnytte alle de goder, jeg har fået.” Stress!

Måske vil nogle af dem, der læser dette, kunne genkende sig selv – som forælderen eller som barnet. Jeg ved, jeg kan.
Men skulle vi ikke lade være med at gøre os selv forkerte – endnu en gang.
Det hele kommer jo af uendelig kærlighed og ønske om det bedste.

Men måske vi kunne ændre på noget?
Hvad med, at vi begynder at være ‘uperfekte’ forældre – og så kan vores børn få lov at være ‘uperfekte’ børn. Det tror jeg kunne være en lettelse – for alle.

“Good enough.”