En dag skal du dø?

En ting er sikkert: En dag skal du dø.

Meget kan vi være usikre på, og meget kan vi påvirke, anfægte og kontrollere, men det faktum at vores hjerte en dag vil stoppe med at slå og vores puls forstumme, er uundgåeligt.

Det kan være en skræmmende tanke, og for mange mennesker en virkelighed de helst helt undgår eller ikke forholder sig til. Men DET ER virkeligheden, som vi, uanset hvordan vi vender og drejer det, ikke kan omgås.

Vi kan bilde os ind i en snæver vending, at vi er udødelige, evigt unge, og at det kun sker for naboen. Vi kan omnipotente bilde os selv ind, at vi kan kontrollere livets cyklus, og at der er tid nok at tage af, at ting kan udsættes og undgås.

Det ER bare ikke virkeligheden.

Den anerkendte eksistentielle psykiater og terapeut Irwin Yalom har skrevet store værker om de eksistentielle grundvilkår. Døden er et af dem. Han beskriver, hvordan vores benægtelse af døden som vilkår, forhindrer os i at leve i nuet.

Hvordan det?

Han påstår (og jeg er enig), at hvis vi ikke tager ansvar og forholder os til, at en dag vil vores øjne lukke for evigt, så forholder vi os ikke nærværende til det liv, vi har, og det NU der lever lige nu.

Tør vi se døden i øjnene, og formår vi at trække vejret igennem det uundgåelige uden at panikke og benægte, vil det uvilkårligt bringe os til spørgsmålene; hvordan ønsker jeg, at mit NU skal være? Hvordan lever jeg meningsfuldt med mig selv, det jeg ønsker at opnå, og i og med mine relationer?

Vi har selv ansvar for vores livsvalg, hvordan vi forvalter os selv og forholdet til vores omverden – ingen andre end os selv kan påtage sig dette ansvar.

Tør vi kigge på, at vi skal dø, giver det en udsøgt mulighed for at tage styring i eget liv, trods råheden, og at leve i større eller hel overensstemmelse med det, der i essensen udgør én selv.

Det betyder også, at man som menneske kan være nødt til at søge indad og turde sætte spørgsmålstegn ved, om jeg som individ lever autentisk og ærligt. Om jeg evt. forskanser mig bag masker og forstillelse i selvbeskyttelsens ærinde.

Det kan synes overvældende og i nogen grad også ensomt. Det man kalder den eksistentielle ensomhed. For i sidste ende er det kun dig selv, der kan tage stilling til, hvad der vil være meningsfuldt for dig. Det kan ingen andre svare på. Ingen, ud over du, er ekspert på dig.
Alle har brug for støtte, forbundethed, kærlighed og hjælp, men i sidste ende er det dig, der har ansvaret for, hvorvidt du lever i overensstemmelse med dig selv, ærligt og i nuet.

Så døden og vejen derhen kan være benægtende, skræmmende og måske ligefrem frygtindgydende. Den kan også være en paradoksal levende lyskilde på vejen mod endestationen i bevidsthed, nærvær og meningsfuldhed.

Hvem vil ikke gerne ligge på dødslejet og overvejende mærke; jeg levede så meningsfuldt, jeg formået – med mig selv og mine omgivelser.