Er det mig som er tosset, eller…?

Noget af det mest menneskelige er at søge god kontakt med andre mennesker. At dele oplevelser og tanker, give og blive mødt med forståelse og empati. Mærke at jeg findes som et aftryk ovre i dig – du ser mig – og vice versa.

Nogle personer er i mit liv automatisk – gennem familiebånd, kolleger og chefer – andre vælger jeg til som venner og partnere. Med sikkerhed vil nogle af de mennesker, som jeg møder gennem livet, have mere eller mindre udtalte narcissistiske personlighedstræk. Og i de relationer kan det være svært at navigere – mange af os når at få ”blå mærker” på sjælen, inden vi kommer videre.

Så mange af mine berettigede forventninger til andre og spilleregler for sociale kontakter bliver – i mødet eller opvæksten med et menneske med narcissistiske personlighedstræk – udfordret stærkt.

Mine erfaringer om at mere samtale, flere ord, kan bringe afklaring og forsoning og mine forventninger om, at alle vel søger at forstå, og støtte hinanden kan fastholde mig i relationer, som ikke er gode for mig. Og ikke bare ”ikke gode”, men direkte undergraver min oplevelse af, at være et godt menneske og have værdi, som den jeg er.

Hvis du forstår og husker kun én eneste ting, om at have en relation til et menneske med narcissistiske personlighedstræk, håber jeg, at det bliver dette: Spillereglerne er HELT anderledes. Her handler det IKKE om at opnå harmoni og hylde forskellighederne mellem os. Her handler det om kontrol og om at skabe afhængighed og lavt selvværd – hos dig!

Forestil dig et stykke klassisk musik – Beethoven f.eks. Den harmoniske musik, hvor hvert et instrument er differentieret (forskelligt fra de andre typer) og samtidigt i en dyb afstemthed, skaber varierede, men dog forudsigelige, harmoniske klange, der fremmer en følelse af ro og fordybelse blandt tilhørerne. Hvis jeg må bruge Beethoven som eksempel, så er det ofte den type relation, vi søger i forhold med venner, kolleger, familie og partnere. Hvor vi alle har lov at være med og hver ”synger med sit næb” og gennem samarbejde og samtaler oplever, at de andre også lytter til os og forstår vores musik.

I en relation med et menneske med narcissistiske personligstræk søger vi ikke det samme. Jeg håber på et stykke Beethoven, og vedkommende foretrækker Death Metal eller uharmonisk 12-takters musik. Jeg søger et møde, en fælleshed – den anden søger kontrol og overtag i situationen.

Det er noget af det mest desorienterende i mødet med den anden. Alle mine sædvanlige omgangs- og kommunikationsformer kommer til kort. Jeg kommer til kort, og over tid, hvis dette menneske er en, jeg søger nærhed hos, vil jeg ende med at miste mig selv i bevægelsen mod ham/hende.

Det er et stort tab og smertefuldt at forlige mig med. At dette møde, jeg søger og længes efter, den forståelse, som jeg har søgt at opnå gennem uger, måneder og måske år, ikke er til rådighed. Ikke på grund af nogens onde vilje, men kontakten er ikke til rådighed i nogen pålidelig form.

Det, som jeg efterspørger, findes ikke her.

I min psykoterapeutiske praksis har jeg mødt mange mennesker af begge køn, der har fået blå mærker af mødet med et menneske med en eller anden grad af narcissistisk forstyrrelse.

Mere sjældent har jeg i min praksis siddet overfor et menneske med stærke tegn – måske ligefrem diagnosticeret med narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Når det er sket, har det været et meget kort forløb og ikke sjældent som led i en manipulation overfor en partner/ægtefælle. Aldrig ud fra et oprigtigt ønske om at kigge indad. Hvorfor skulle man også det, når man er perfekt og ved bedst. Det er jo ”alle os andre”, der har brug for hjælp for nu at lufte klichéen.

Jeg hører ofte beskrivelserne af dynamikkerne og de smerter, som de forårsager.

I denne kontaktform kan der ofte være en følelse, af aldrig rigtigt at blive hørt og forstået. Som kollega, partner eller datter/søn gør jeg mig ofte umage for, at belægge mine ord rigtigt og at forklare mine synspunkter omhyggeligt, i håbet om det forløsende i at se vedkommende med et lys i blikket sige: ”Nåh ja, det forstår jeg godt.” Et møde, som aldrig sker, men mere minder om æslet, der går efter guleroden uden at forstå, at den er bundet på en pind, der altid sørger for, at den er udenfor rækkevidde.

På engelsk er der et udtryk som hedder gaslighting, der netop beskriver, hvad der sker i den form for kommunikation, du ofte farer vild i. Dette er en teknik, som præsident Trump fra mange sider anklages for at bruge i sin håndtering af kritik.

Gaslight er en psykologisk thriller fra 1944 om en mand, der gifter sig med en velhavende, ung enke med det formål at få fingre i hendes formue. Planen er langsomt at drive hende til vanvid ved at betvivle – og få hende selv til at betvivle – grebet om virkeligheden. Når først hun tror, hun er blevet ”tosset”, ville han få hende anbragt på en institution og have fri rådighed over hendes formue. Et af hans trick – og titlen på filmen kommer herfra – var at skrue op og ned på gaslamperne i huset. Når hustruen bemærkede, at lyset flimrede og var ustabilt, ville han pure benægte hendes observation og italesætte, at hun var helt galt på den. Altså gradvist etablere sig som den, der havde styr på situationen og hende som værende utilregnelig og derfor afhængig af ham.

Dette udtryk anvendes altså om en meget dyb manipulation. Ved over tid gradvist at undergrave tilliden til sig selv, betvivle rigtigheden af udsagn og følelser og fratage minder og erindringers sandhedsværdi opnås en social og personlig kontrol. Gaslighting er en manipulation, der søger at give kontrol og magt i relationen. Når denne kommunikationsform anvendes, er det umuligt at nå frem til et ”møde”, til en forståelse – for det er ikke målet. Målet er at skabe rav i den, ikke harmoni.

Over tid vil gaslighting betyde, at jeg begynder at tvivle på min oplevelse af, hvad der blev sagt, hvad der skete eller hvad jeg oplevede. Jeg vil opleve at det, jeg føler, bliver gjort forkert, og min intuition og fornemmelse vil blive tilsidesat. Jeg vil få oplevelsen af at det, jeg tænker og føler om en situation, er uden betydning. Betyder ikke noget – jeg betyder ikke noget.

Til gengæld bliver min partner den, som ved bedst, bliver en autoritet både over min oplevelse og mine handlinger. Min oplevelse af at være afhængig vokser.

Et menneske med narcissistisk personlighedsforstyrrelse har en begrænsning i kommunikationen. For vedkommende er det ikke til at holde ud, at skulle rumme og lytte til det, jeg siger. Så N trækker sig i kontakten, og ofte minimeres jeg pga. det, jeg forsøger at udtrykke.

Her er et par eksempler:

• ”Så starter du igen…”
• ”Det er altid så synd/svært at være dig”
• ”Det er altid det, du hiver frem…”
• ”Du tænker altid bare på dig selv.”
• ”Du er simpelthen så dum at høre på.”
• ”Du tuder altid.”
• ”Du er simpelthen så følsom.”
• ”Det var jo ikke det, som skete, du husker forkert/du fordrejer sagen.”
• ”Har du overhovedet ingen humoristisk sans, det var jo en joke!”
• ”Du tager også alting så alvorligt.”

N rejser sig, griber telefonen eller tænder for tv’et. N lyver direkte og benægter, at der er sket/sagt noget bestemt. N kan også bruge taktikken, at få det hele til at handle om sig selv. Her er et par eksempler på, hvordan fokus for samtalen manipuleres væk fra mit fokus:

• ”Det her er også rigtigt svært for mig.”
• ”Det er altså uretfærdigt, at du…”
• ”Jeg siger det altså bare for at hjælpe dig, men hvis du ikke…”

Og nogle gange kan der også distraheres ved at bringe lidt direkte eller indirekte trusler ind i billedet:

• ”Hvis der skal være så meget… så ved jeg ikke, om vi kan blive sammen.”
• ”Så kan du sgu gå selv, hvis der skal være så meget ballade hver gang.”
• ”Jeg kan da også bare holde op med at forsøge, at hjælpe dig.”
• ”Jeg troede, min hjælp betød noget.”

N afviser altså at forholde sig til indholdet af, hvad jeg siger og drejer fokus.

Når bølgerne går højt, er det vanvittigt svært at gennemskue denne kommunikationsform. For mig er et af de klareste advarselstegn typen af spørgsmål, jeg bliver mødt med.

Hvis min samtalepartner oprigtigt ønsker at forstå og lytte til mig, vil de såkaldt åbne spørgsmål hjælpe: Sig noget mere? Kan du sige det samme med andre ord? Har du et eksempel? Hvad har du brug for? Hvordan kan jeg komme dig i møde?

Hvis der i stedet bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvad jeg siger: Er du sikker, for jeg husker det helt anderledes? Det er ikke det, din kollega/søster/veninde siger. Tager du ikke fejl? – så ved jeg, at ”spillet” er i gang.

Den form for udspørgen kan meget let opleves som et forhør. En stadig strøm af spørgsmål uden pause til at reflektere eller tid til, at mit svar overhovedet synker ind. Min oplevelse er, at jeg skal forsvare mig selv. På den lange bane vil det ofte føre til, at jeg tier og slet ikke rejser spørgsmål, for jeg orker ikke forhøret, anklagerne og usikkerheden.

På den måde begynder jeg at blive usynlig – jeg gemmer mig og forlader mig selv, for ikke at opleve at blive forladt – paradoksalt, ikk’?

Måske er det rigtigt, at jeg ikke kan leve uden ham.

Det hele handler om afhængighed. Har jeg oplevet svigt og manglende udtryk for kærlighed i barndommen, vil jeg være et oplagt emne for en person med narcissistiske personlighedstræk.

Møder med mennesker med en sådan personlighed sker for os alle sammen. Vi kan alle få en chef eller kollega med en sådan tilgang til andre mennesker. Når det handler om mere intime relationer, som venskab og kæresteforhold, handler det ikke om ”hvorfor sker det altid for mig?!” Det handler mere om, hvordan jeg er skruet sammen psykologisk, således at jeg ikke hurtigt finder ud af, at dette ikke er et sundt og nærende sted at lægge min kærlighed og loyalitet, og derfor går væk. Det handler om hvilken sårbarhed, jeg bærer med mig, og som gør, at jeg bliver i relationen, og kæmper og prøver – igen og igen. På trods af, at det bliver svært og smertefuldt.

Udtrykket kognitiv dissonans beskriver det ubehag, jeg oplever, når jeg har to modsatrettede holdninger. En uoverensstemmelse mellem mine værdier og mine handlinger. Klassisk eksempel: Jeg har lyst til en stor flødeskumskage, men vil samtidig også gerne tabe mig til min nye bikini. Der er ikke en måde at kombinere begge overbevisninger/ønsker.

Dette konfliktede sted er vigtigt at forstå som terapeut, når jeg har et menneske i terapi, som har en relation til et menneske med narcissistisk personlighedstræk. Der er en del af min klient, som forstår og med min hjælp måske i højere grad har  indset, hvor smertefuldt og omkostningsfuldt det er, at blive i relationen.

Men min klient har også den modsatte holdning – at det er afgørende vigtigt at blive i relationen. Uden ham/hende er jeg ingenting, jeg er hjælpeløs, ingen andre kan forstå mig/elske mig osv.

Denne modsatte holdning opleves ofte som:

Forklaringer

Jeg kan godt forstå, hvor svært det er for vedkommende, de havde det svært, har brug for tillid og at kunne stole på mig, jeg er den eneste, der kan få ham/hende til at hele og forstå, at jeg elsker dem.

Minimering – overtager krænkerens dialog

Så var det jo heller ikke værre. Jeg klarede mig jo. Der er jo også gode stunder. Jeg ku’ også være klarere og bedre til at udtrykke mig.

Fortrængning

Fordi smerten og svigtet er for overvældende at rumme for min klient, blev det fortrængt. Dybt fortrængt – det kan alene bringes frem over tid og i kontakt, hvor det kan udtrykkes uden at blive mødt af skamfremkaldende kommentarer eller positioneringer.

Ønsketænkning

Denne gang forstår hun det. Nu bliver det anderledes.

Som terapeut er det en alvorlig balancegang, at kunne hjælpe med at indse mekanismerne og ikke bringe klienten ud i en position, hvor klienten føler, at han/hun bliver nødt til at afvise mine pointer og vælge alliancen med krænkeren.

Vejen til heling går gennem at hjælpe klienten med at hele det oprindelige og grundlæggende barndomssår eller -traume af forladthed og forkerthed, som står i vejen for sunde grænser overfor krænkeren.

At etablere eller genetablere en sund fornemmelse af, hvem klienten er og den naturlige værdi som menneske, vi alle besidder.