Frygten er flyttet ind

Frygten er flyttet ind i mange danske hjem. Den har mange ansigter, og mange klienter bringer den op i terapirummet, enten i en henkastet bemærkning eller som et næsten livshæmmende monster, der spiser med ved middagsbordet hver dag. Jeg ringede til en ven forleden, der beskrev og begræd sin hhv. frygt og næsten depressive tilstand, afstedkommet af verdenssituationen og klimaudfordringerne.

Verden har forandret sig, og koncentrationen af internationale kriser, konflikter, naturkatastrofer og krig er blevet hverdagskost for de fleste af os. Vi bliver dagligt fodret med nye bombeangreb og galmandsværk fra verdensledere. Undertiden kan man stå i Netto, kigge ned i naboens indkøbsvogn og se 20 flasker med kildevand, dåsemad, batterier, pastaskruer og knækbrødspakker og med snigende uro tænke, at det må jeg vist selv se at komme i gang med.

Vi er ved at vende os til, at den ellers så allemands-ejede tryghed er afløst af et i mange årtier næsten ukendt skræmmedyr, som vi alle ved endnu ikke har vist sit sande og størrelsesmæssige advarselsbrøl.

Når vi drukner i frygten

Vi mennesker håndterer frygt og uforudsigelighed på mange forskellige måder. Tilstanden er ikke behagelig, og vi vil gøre meget for at komme væk fra den og finde ubevidste strategier for at håndtere den. Mennesker, som i forvejen har et mere ængsteligt sind, har angst i forskellige grader og tendens til at se katastrofescenarier for sig, vil få endnu mere næring til den uomgængelige roommate.

Frygt kan komme brusende som en flodbølge, der drukner mennesker, oversvømmer deres liv og forhindrer dem i at eksistere meningsfuldt. Frygten for krig og tab kan fordreje sindet, så det forekommer, at krige, sult og nød huserer lige ude på gaden, selvom det heldigvis ikke (endnu) er tilfældet. Uvirkeligheden bliver styrende, og der er ingen stopklods for fantasierne. Man er så forpint af det indre mylder og karrusel af frygt, at det til stadighed forhindrer én i at finde et afstemt, realistisk blik for den aktuelle situation.

Og det skal samtidig siges, at der er krig i verden, og at mennesker lever i ualmindelige og ubærlige livssituationer, som os privilegerede slet ikke kan forestille os.

Benægt, benægt, benægt!

En anden strategi for at håndtere frygten er benægtelse. En indre evne til at bøje af på virkeligheden og gå videre, som om intet er i gærde. Formentlig vil det være en strategi, der er mere gennemgående for en person, og som anvendes i mange af livets forhold. Sindet kan ikke håndtere virkeligheden, og hvor førnævnte drukner i en tsunami, vil denne coping-strategi betyde, at så snart frygten titter frem, vil systemet ubevidst gøre alt, hvad det kan for at minimere, slå hen, aflede og måske ligefrem nedgøre fareniveauet.

Man kan også gøre andre forkerte i deres frygt og perspektiver for ikke at mærke sin egen. En ikke helt ualmindelig strategi.

Begge overlevelsesstrategier er ude af balance og tjener os ikke godt. Og lur mig, om vi alle ikke har lidt af begge strategier i os 🙂

Heldigvis kan de fleste af os leve side om side med frygten. Den vil poppe op, vi vil dele med andre, hvad vi føler, frygter og tænker, og vi vil være sammen om den virkelighed, at verden aktuelt er utryg. Måske dukker den op kl. 5 om morgenen, og vi kan enten undgå eller være overoptaget af Trumps næste dekret eller krav om landvindinger. Vi opbygger modstandskraft, så vi kan bære virkeligheden, og vi må forholde os løbende til den evigt foranderlige virkelighed.

En ting er sikkert: Den sætter vores eksistens i perspektiv. Vi må på én gang holde blikket årvågent på helhedssituationen, og samtidig vil vi mennesker typisk vende blikket mod det, der virkelig betyder noget for os.

I terapirummet, hvor klienter bringer frygten op for fremtiden, kan det være meget lindrende at støtte dem i at få øje på det, der er her lige nu – ikke fortiden og ikke fremtiden.

Meget ofte ender vi i samtaler og følelser, der vedrører dem, de elsker og værdsætter højest. De intensiverer blikket på deres børn, familie, partnere og venner. At selvom verden skulle “brænde”, ville de fokusere på dem, der betyder mest. De taler også om at ville være “gode mennesker”, der holder fast i deres moral og værdier. At de vil fokusere på det, der kan gøre verden bedre, og hvad de kan bidrage med.

På den måde kan mennesket tage magten tilbage over det magtesløse. Tage noget af den kontrol tilbage, de kan synes at have mistet.

Og det er i sidste ende relationerne og kærligheden, der vinder.

Det er altid nogle smukke og essentielle samtaler, der tit frembringer blanke øjne hos både klient og terapeut.

Vi kan ikke styre verden, men vi kan styre og være tro mod dem, vi er, og dem, vi elsker.

Jeg – og mange andre – tror på ringe i vandet, og det kan Trump og Putin ikke undertrykke.

“Man binder os på mund og hånd”

Poul Henningsen, sunget af Liva Weel