Når empati misbruges
De fleste mennesker forbinder empati med et indlevende mellemmenneskeligt møde, hvor man bliver mødt afstemt og nærværende.
Desværre forekommer det, og ikke så sjældent endda, at empati misbruges og efterlader den, der udsættes for det forvirret, utryg og med en følelse af direkte intimidering og undertiden spidsfindig krænkelse.
Definitionen på empati er; evnen til at genkende, indleve sig i, fornemme og forstå andres følelser og stemningstilstande. En ualmindelig brugbar og nødvendig kompetence i relationer. Men det siger næsten sig selv, at nogle mennesker kan gøre brug af netop disse evner for at opnå det, de har brug for – bevidst eller ubevidst.
De mennesker der gennem deres opvækst har været nødt til at være på vagt over for
stemninger og adfærd fra deres primære omsorgspersoner, udvikler ofte en særlig skærpet relationel aflæsningsevne. Fra tidligste tilknytning og videre i livet bliver det at omgås andre mennesker i højere grad et spørgsmål om at beskytte sig, at undgå, manipulere og føje andre for at overleve fysisk og psykisk. Det gør dem ikke nødvendigvis til onde mennesker, og mon ikke de fleste af os kender det i en eller anden grad. Belastningen kan dog være så overvældende og langvarig, at barnet lider stor overlast. Det kan bl.a. give resignation i forhold til egne behov, lav kærlighed til sig selv, angst/uro, undertrykt aggression og manglende tillid til andre mennesker osv.
Hvordan klarer man sig så?
Man begynder, ofte ubevidst, at skabe sig en identitet, der hviler på et meget skrøbeligt grundlag. Man puster sig op og foregiver stor selvsikkerhed. Man bliver utrolig kreativ med at finde kilder til, at føle sig betydningsfuld – også på bekostning af andre. Man lyver og manipulerer, hævder sig, kan være (passiv) aggressiv og digte historier om sig selv for at styrke sit eget spinkle håb, om at være noget værd. Sørgeligt og smerteligt.
Det er bare ikke altid så yndigt endda. Det er her misbruget af empati kommer ind, og for den/de udsatte kan det være decideret skadeligt. Særligt når det drejer sig om nær familie eller arbejdsrelationer, hvor man dagligt har samvær, og hvor der er tale om relationel /arbejdsmæssig/hierarkisk/økonomisk afhængighed.
Mennesker der kan misbruge empati er forbandet – eller velsignet – med et mentalt røntgensyn. De ser igennem folks små løgne, deres sårbarhed og selvbeskyttelse. De gennemskuer små upræcisheder, fanger hvor folk er usikre, og hvor de har deres ømmeste punkter.
Alt dette for at kunne være foran, at kunne nå at beskytte sig og for ikke at blive afsløret i egen manglende selvaccept og konfliktskyhed. De vil ofte, på det kraftigste, bedyre, at de vil det bedste. De vil være stærkt indlevende og hjælpe dig herfra og til verdens ende. De elsker at føle sig vigtige, ved at være hjælpere, beder aldrig selv om hjælp og TÅLER ikke kritik. De føler sig hurtigt svigtet og forladt, indrømmer det måske aldrig, men kan lægge en tåge af skyld og skam ud over en relation (en gruppe), hvis deres utilstrækkelighed står over for afsløring. De kan få andre til at føle sig sindssygt vigtige, komme med store anerkendelser, men det holder kun så længe, man er loyal over for ikke at afsløre deres ansigt udadtil. Kritiserer man, kan det umiddelbart godt se ud som om, at vedkommende imødekommer kritikken, men der vil ikke komme egentlige indrømmelser. Måske vil der hurtigt komme modspørgsmål, der drejer opmærksomheden væk fra det væsentlige, og ikke sjældent vil man sidde tilbage med en umiddelbar følelse af, at være blive hørt og taget alvorligt, uden at det egentlig er tilfældet. De kan komme med endeløse undskyldninger og forklaringer på deres adfærd og forventer skamløst, at de bliver imødekommet.
Undertiden kan der ligefrem være tale om camoufleret sadisme pakket ind i lyserød empatisk candyfloss.
Narcissisme? Psykopati? Sociopati? Jo måske. Men der behøver ikke at være tale om de tunge psykiatriske diagnoser. Den slags skadede mennesker findes overalt og besidder ikke sjældent betydningsfulde positioner, uden at der nødvendigvis er tale om topledelse. De findes ofte inden for fag, hvor de kan fremstå som de gode hjælpere/ledere, og hvor den asymmetriske relation netop er det, der bliver stimulerende for dem. Særligt betænkeligt bliver det, når der er tale om fagpersoner inden for den psykologiske verden. Idet ”den anden” direkte må afsløre sin sårbarhed som en forudsætning for, at kunne udvikle sig og få det bedre psykisk.
De efterlader deres omgivelser uafstemte, virkelighedsforvirrede, stressede, uforstående tomme, selvkritiske og ulykkelige med blå mærker i sjælen. Hvad var det lige, der skete? Hvorfor er jeg helt tom? Det er nok bare mig? Jeg må også bare tage mig sammen, hun/han gav mig jo ret? Hun/han ville jo gerne hjælpe? Hvorfor tør jeg ikke sige, hvad jeg mener?
Forfatteren Sam Vaknin beskriver det som ”kold empati”. De er næsten perfekte udgaver af empatiske mennesker, men der mangler indlevelse og autentiske følelser, og de er der ikke helt.
Det kræver stor indre selvstøtte og klarhed hurtigt at gennemskue et ”koldt empatisk” menneske, og ikke sjældent kræver det virkelighedsafstemning fra udenforstående, der ikke er afhængige af relationen. Signalerne er så tvetydige, at man næsten forveksler det med empati. Man har været brik i et skrøbeligt menneskes forsøg på at værne sig mod en, for dem, truende verden.