Narcissisme

Jeg tror ikke på, at der findes onde mennesker, men jeg ved, at der findes onde handlinger. Intentionelt? Altid et relevant spørgsmål. Jeg har ikke svaret.
Personligt var jeg for mange år tilbage selv udsat for et narcissistisk forstyrret menneske i en venskabsrelation og det satte dybe spor. Dels blev jeg meget såret og dels var jeg så rundtosset i min egen virkelighed, at jeg måtte have hjælp af mine omgivelser til at rette ud, afstemme og finde mine ben igen.

Den dag i dag ved jeg dårligt hvad der skete, og det tror jeg er svaret på meget i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse. Det er ikke fornuft og mentalisering der styrer, men et selvoptaget og skamløst behov for at føle sig betydningsfuld, også selvom det er på bekostning af andre. Man bliver et redskab for den forstyrrede. Behovet er at dække over den indre smerte, indadvendte skam og det lave selvværd- og selvhad. Der er ikke en indre kerne eller et indre stillads i deres personlighed, og de hænger deres identitet op på det ydre, at præstere, puste sig op, hævde sig og misbruge andre mennesker, for selv at fremstå vigtig og succesfuld.

Der er mange dramatiske historier, myter og sensationsprægede udlægninger af den narcissistiske personlighed. Jeg ser det som et spektrum, hvor der er grader fra det ekstreme til narcissistiske træk, som vi nok alle på en eller anden måde kan nikke genkendende til. Dem møder vi hos os selv, mig selv og jeg møder dem hos mine klienter i terapirummet. De kan identificeres og de kan heles.

Det var der ikke tale om her.

Jeg lærte at der findes den overlegne, der puster sig op, og den sårbare der benytter sig af mere sofistikerede og komplekse manipulationer, alt efter intelligens, til at skabe sig en arena, et midlertidigt tilhørsforhold. Det var den sidste, der var i spil her.

Jeg mødte personen for mange år siden, da jeg stod et sårbart sted i mit liv. Jeg havde brug for omsorg og støtte, og vedkommende kom forbi. Det var som at få eliksir og balsam sendt med posten. Jeg var dybt taknemmelig, værdsatte hvert et øjeblik, følte mig forbundet, taget af og hjulpet på et niveau jeg aldrig før havde prøvet. Jeg følte mig mødt, set, elsket og kærlighedsbombarderet af et virkelig intelligent, charmerende og meget kært menneske. Mine behov blev imødekommet før jeg selv nåede at tænke på dem, og var en knap på mit komfur i stykker, var det lavet næste dag.

Jeg deltog selv i kærlighedsfesten og gav hvad jeg overhovedet kunne for at gengælde og lade den anden mærke, at jeg virkelig værdsatte generøsiteten og den overvældende opmærksomhed. Tænkte jeg havde mødt en sjæleven der skulle vare for evigt.

Talte det til mit blødende omsorgssår fra fortiden, ja det gjorde det, og jeg var hooked.
Under tiden, en tidlig morgenstund, var der små ting, jeg begyndte at mærke og undre mig over. Var det ikke lidt for meget, hvorfor investere så meget i mig? Det kunne føles noget intimiderende og under tiden også som om jeg var med i en form for udvekslinghandel. Men jeg skød det væk, med mit typiske terapeutperspektiv, ”det er din utrygge undvigende tilknytning der taler, giv dig nu hen, og hav tillid”. Det gjorde jeg. Vi havde små konflikter, ubetydelige i min optik, men de var altid svære og tunge for vedkommende, men vi fandt en vej, og jeg nød virkelig vores venskab.

Efterhånden kunne jeg kun gøre meget lidt rigtigt. Det sneg sig langsomt ind. Det meste fik en kommentar, skulle rettes på, gøres på en anden måde, siges på en anden måde, samtidig med at vedkommende bedyrede sin store varme for mig. Meget forvirrende. Hvis jeg så andre venner, blev tonen antydningsvist skarp og kølig, og der kom reaktioner, hvis jeg lavede aftaler med andre. Der var et større udfald en dag, da vedkommende udtrykte frygt for hvis jeg en dag fik en kæreste. Der begyndte også at være små episoder hvor jeg, meget forvirrende, blev lagt på is. Der var flere gange hvor jeg sagde fra, satte grænser og syntes egentlig at vi havde en fornuftig dialog og reparerede fint. Efterhånden kom der dog enkelte dramaer hvor små episoder blev til større, hvor der var grådanfald på et niveau der ikke var helt tilpasset nutiden. Men herregud, det kan jo ske for enhver, manipulerede jeg mig selv til at forstå.

Noget jeg efterhånden undrede mig over var, at vedkommende kun havde meget få venner og at mange fra fortiden fik prædikatet psykopater og personlighedsforstyrrede. Der var ingen familie, ingen vidner og en selvfortælling om nærmest kun svigt og psykiske overgreb. Meget dramatiske historier. Der blev talt om hvor utroligt dygtig, vedkommende havde været i fortiden. Der var mange humørsvingninger og stor meget emotionel sårbarhed. Behovet for at der blev taget hensyn og selvbestaltede diagnoser, der understøttede hvor sårbar, vedkommende var. Alt sammen noget jeg i min reelle kærlighed og taknemmelighed gerne imødekom, støttede og forstod fra mit inderste.

Efterhånden som tiden gik, fandt jeg atter mit ståsted efter min livskrise. Jeg vendte blikket mere udad, ønskede at se flere mennesker, og det samtidig med at jeg oprigtigt ønskede at beholde det betydningsfulde menneske i mit liv. Jeg blev mere selvkørende, kunne selv og rakte nok ikke så meget ud. Der kom andre bevægelser i vandet og nye strømninger. Samtidig blev jeg også mere grænsesættende og gik ikke på så mange kompromisser, stillede højere krav.
Det kunne relationen ikke tåle, men det forstod jeg ikke dengang. Det er i bagklogskabens klare skær. Og ud af det blå, efter vi havde været sammen og haft det fantastisk, opstod der en mindre konflikt. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg blev irriteret over reaktionen fra vedkommende og efterhånden vred. Ikke krænkende, ikke grimme ord, men chokeret og virkelig irriteret.

Herfra blev relationen kasseret, fra det ene øjeblik til det andet. Og reparationen var umulig. Vedkommende mente ikke, der kunne være plads til kærlighed OG vrede i samme relation. Det var ikke foreneligt. Der væltede subtile ondskabsfulde ord ud, misbrug af min fortrolighed, fordrejede og manipulerende genfortællinger. Alt sammen så vedkommende fremstod i en offer/krænket position. Jeg var en uomtvistelig krænker, endnu en der igen havde svigtet og overgrebet. Efterfølgende forsøgte vedkommende at lave splitting i min omgangskreds, kontaktede mine venner, talte dårligt om mig og misbrugte de sociale medier til at kompromittere mig. Lige efter bogen. Desværre.

Hvad er mit ansvar? Mit ansvar er at jeg ikke lyttede til mig selv og tillod det. Jeg har som tidligere nævnt at jeg personligt har et ikke helt repareret barndomsår, og var modtagelig for den overvældende og umiddelbart kompromisløse kærlighed. Det var som en varm favn, der gav mig noget jeg fra mine barndomsceller længes efter. Vi passede som fod i hose. Jeg opgav at mærke mig selv og mine dybereliggende signaler. Tog ikke mine sansninger alvorligt og manipulerede mig selv.

Jeg ignorerede min afgrænsning dybt inde, fordi mit indre længselsfulde barn var hungrende. På den måde var jeg alt for modtagelig. Jeg skulle have hjulpet mig og vedkommende til ikke at gå så langt, og begge blive grænseløse.

Jeg indså at jeg har ladet mig manipulere, ladet min virkelighed fordreje ind i en dysfunktionel relation. At jeg lod mig udnytte af et andet, fundamentalt såret menneske, for en midlertidig og nyttig følelse af betydningsfuldhed og forbundethed. Noget vedkommende ikke selv var i stand til og kun flygtigt kunne rumme i længden. Der var ikke plads til nuancerne, kun harmonien.

Det hjalp mig at andre kunne spejle mig og bekræfte at nok kan jeg være en skrap madamme, men en verbal krænker var ikke tilfældet. Jeg fik, hvilket var lidt skamfuldt for mig, også spejl på, at andre omkring mig havde set tegnene længe før jeg selv så dem. Bl.a. oplevede de at vedkommende næsten blev min vagthund. De havde lagt mærke til det aggressive, intimiderende og grænseløse, som jeg havde ladet mig indrullere i. Jeg havde vidner og det var uvurderligt for mig. De kunne godt se vedkommende, før jeg kunne. Terapi var nødvendigt, både for at afgifte og for at tage ansvar for min egen del.
Jeg har en dyb taknemmelighed, for jeg modtog og gav megen kærlighed.

Jeg ved også at jeg blev og lod mig misbruge, og blev kasseret som ven, da jeg ikke længere underlagde mig og ønskede naturlig og sund adskillelse. Et typisk billede på den sårbare narcissistiske personlighedsstruktur og desværre også den længselsfulde sårbare anden. Mig.

Smertefuldt og lærerigt – the hard way.