Relationelle traumer

Vi mennesker bliver til i samspillet med hinanden. En smuk virkelighed, der på godt og ondt illustrerer, at vi livet igennem, er dybt afhængige af de spejlinger, den accept og de responser, vi får af vores betydningsfulde nærmeste. Jo tidligere i livet, jo mindre vi er, jo større sårbarhed, afhængighed og følsomhed over for det vi tilbydes.

Derfor siger det næsten også sig selv, at de tidlige betydningsfulde relationer også kan have en negativ og undertiden overvældende betydning for et menneskes udvikling såvel psykisk som fysisk. Hvis de primære omsorgspersoner svigter barnet, overlades det ubeskyttet til sine omgivelser og må udvikle beskyttelsesstrategier for at navigere og måske ligefrem overleve de tilstande, der ikke har været hensigtsmæssige for barnet.

Når et barn vokser op med voksne, der ikke formår at give barnet den omsorg, det relationelle samspil og den tryghed, det har brug for, vil det over tid være nødt til at udvikle overlevelsesstrategier for at bevare sig videst muligt fysisk og psykisk sund.

Som individer er vi ubevidst meget kreative for at finde vej i en kompleks kontekst, og vi finder strategier, der tjener os bedst muligt her og nu. Senere i livet kan de strategier, der engang beskyttede barnet, paradoksalt nok komme til at stå i vejen for den voksnes relationelle samspil, og give problemer på mange niveauer i livet.

Det er ofte her, vi søger terapi for at forstå de mønstre vi har udviklet og hvordan vi fortsat lader os styre af dem i vores voksne liv.

En typisk overlevelsesstrategi efter relationelle traumer er overtilpasning. Hvis barnet er utrygt, bliver kritiseret eller lever i stor uforudsigelighed, vil det typisk frakoble sig selv, sine følelser, grænser og behov og tilpasse sig til det, forældrene forventer, kan rumme og har kapacitet til. Alt sammen for at beskytte sig selv, have et tilhørsforhold, blive anerkendt og få en version af kærlighed. Et klogt barn, der gør det eneste rigtige for at passe på sig selv, selvom det er på bekostning af sin integritet og sit autentiske jeg.

Men det, der engang hjalp barnet til at overleve barndommen, bliver senere i livet en hæmsko, et mønster som den voksne ikke bare kan slippe. Man kan være mystificeret, have svært ved at forstå hvad der står i vejen for at få et lettere og gladere liv.

Når børn må tilpasse sig uempatiske voksne og leve i et utrygt og uforudsigeligt miljø, udvikler barnet naturligt overlevelsesstrategier. En af de mest vitale og indgribende strategier er ubevidst at frakoble adgangen til sin krop, sine sansninger, følelser og grænser. På den måde undgår barnet at mærke ubehaget ved at skulle tilpasse sig omgivelserne. I stedet går det op i hovedet og forsøger at tænke og regne ud, hvad der forventes i barndomshjemmet af hensigtsmæssig adfærd.

Som voksen vil det volde problemer ikke at have kontakt til sin krop, ikke at kunne mærke sansninger og følelser, der er vores indre guidning i retning af at tage beslutninger, dække behov og kunne handle adækvat. Alt sammen voksenkompetencer, som ikke er naturligt indlært fra barnsben.

De overlevelsesstrategier, vi udvikler som børn, er en nødvendighed, men det afspejler også barnets enorme ressourcer til at overleve og finde vej i svære omstændigheder. Vi kan have en tendens til at se strategierne som dysfunktionelle mønstre, men i virkeligheden er de en meget kompetent måde at passe på sig selv, skærme sig og den vigtige tilknytningsrelation i barndommen. Vi bør hædre vores indre strategier, møde dem empatisk med varme og respekt, for på den måde at opløse dem og leve i nutiden frem for fortiden.