Selvomsorg

Ønsker du, som den givende i et omsorgsfag, at dit arbejde skal vedblive med
at være i balance og give dig glæde og føles meningsfuldt, kræver det, at du
er opmærksom på, hvordan du tager vare på dig selv.

I alle ender af samfundet – fra top til bund – ser vi mennesker bryde sammen med stress og udbrændthed, fordi de ikke kender egne grænser og ikke har lært at tage vare på egne behov, sådan at de kan fungere optimalt i livet. I kølvandet på den manglende livsmestring, følger ofte pinefulde følelser af skam og utilstrækkelighed. Stress er efterhånden en sørgelig realitet som vi alle har erfaringer med, enten på egen krop, eller fordi vi har set vores partner, kollegaer, venner eller familiemedlemmer blive sygemeldt med stress.

I mit fag som psykoterapeut og underviser, ser jeg desværre også her, at udbrændthed og empatitræthed er blevet et udbredt fænomen, ofte belagt med tabu og behæftet med skam. For – hvordan er det muligt at vi, der er professionelle terapeuter og hjælpere, ikke altid er i stand til at regulere og støtte os selv, altså give os selv den mest fundamentale omsorg, så vores arbejde ikke ender med at blive overbelastende?

Som terapeut, består en væsentlig del af arbejdet i at være i kontakt med, og stå
relationelt til rådighed for mennesker, som står i alle former for personlige
udviklingsforløb, traumer eller livskriser. Det er et både givende og krævende arbejde.
De fleste af de terapeutkolleger, psykologer, psykoterapistuderende, samt klienter der arbejder i omsorgsfag, og som jeg møder til dagligt, besidder på et kognitivt plan oftest en grundlæggende viden om, at det er vigtigt at tage vare på sig selv. En betydelig del af dem har arbejdet og arbejder med deres egen udvikling i terapi og supervision, og har kendskab til egne mønstre og behov. Alligevel oplever jeg, at mange har svært ved netop dette: At tage vare på sig selv.

Når man uddanner sig til psykoterapeut, bruger man bl.a. de første 2 år af ens uddannelse på at opdage og erkende de svigt og traumer der er opstået i ens tilknytningsrelationer og grundlagt i opvæksten. Uddannelsen tiltrækker selvsagt derfor mange mennesker der har netop dette: En følelsesmæssig bagage, som kalder på at blive
taget sig af.
De klassiske redder- og hjælpertræk ses ofte her: En tilsyneladende veludviklet evne til at vise omsorg og empati, følsomme ”antenner” der let opfanger andres stemninger og læser andres behov. En oprigtig interesse i, og glæde ved, at hjælpe og være der for andre, og en følelse af at blive beriget deraf. Hos en del, oplever jeg dog, at der ikke sjældent, bag ved det tilsyneladende, gemmer sig et skrantende selvværd, som tager til takke med at give i stedet for at modtage den omsorg som mennesket dybest set længes efter selv.

Når dét, at blive tilpas afstemt og mødt i sine tidligste behov for nærhed og kontakt har været skævt eller dårligt afstemt, lærer vi fra spædbarnsalderen at tilpasse os den kontakt på de betingelser, som i stedet var tilgængelig. Hvis mors og ellers fars øjne var
knapt så kærlige endda, eller de var for optaget af at opfylde egne behov og længsler, som så blev projiceret over i os -det lille barn- har vi ikke fået muligheden for at lære vores egne sande behov at kende. Vi kan tværtimod have fået den opfattelse at det er
egoistisk at opfylde egne behov. Denne opfattelse hører jeg bekymrende ofte hos de stressede og udbrændte klienter jeg møder.

Men barnet længes. Og vokser op og længes stadigt. Og finder måske ud af at den nærhed og kontakt som det længes efter, findes – i hvert fald som noget der ligner. I jobs eller i private relationer hvor det handler om at være den omsorgsgivende for
andre mennesker. Når du giver omsorg til andre, giver det ofte en dyb indre følelse af glæde og tilfredshed. Vi er relationelle væsener og trives ved at give omsorg til andre, fordi det får os til at føle at vi har en funktion eller betydning. Den form for udveksling skaber forbindelse, så vi ikke føler os isolerede og alene. Når den gives fra et overskudssted.

Men hvis omsorgen gives fra et underskudssted, varer glæden kun kort og vil med tiden slide på både krop og hjerne og hjerte. Hvis overskuddet til at give til andre er tilsyneladende og der i virkeligheden neden under behovet, findes et andet ubevidst
motiv. Fx et behov for kontrol eller et behov for at fylde et dybt indre hul, et hul skabt af den afrund af afsavn, som stammer fra ikke at have fået den tilstrækkelige eller rigtigt afstemte omsorg og kærlighed fra vores forældre oprindeligt. Så kommer der røde tal på bundlinien. Vi kommer med andre ord i overtræk. Nogle kan være i dette minus i årevis, før den indre ”økonomi” bryder sammen, andre har et system som siger fra meget tidligere. Den indre kritiker vil ofte gå i gang med interne selvbebrejdelser som er netop det modsatte af hvad vi har brug for. For det gik jo lige så godt og det gjorde det fordi vi netop oplever, at vi når vi giver omsorg til andre så falder noget af det tilbage på os selv, og det luner, du får det bedre med dig selv, føler dig god nok, finder mening og næres af den modtagenes taknemmelighed og vækst. Men det fylder ikke det dybe indre hul op, fordi der stadig gives mere end der fyldes på, og over tid opleves den udmattelse som kan føre til udbrændthed.

Det er både min overbevisning og min personlige erfaring, at vi først vil være i stand til at befri os fra den adfærd vi har tillært os igennem vores familiehistorie, og fra de mønstre den har afstedkommet, når vi lærer at drage omsorg for os selv. Ikke bare engang i mellem, men hver dag. I mit eget tilfælde måtte jeg forbi en kræftdiagnose, før jeg vågnede op og forstod at det var noget, jeg på et dagligt plan ikke tog vare på. Erkendelsen blev et vendepunkt. Jeg er ikke alene om at have opdaget vigtigheden af at sætte selvomsorgen i sit liv i fokus. En af de mest betydningsfulde forskere i traumebehandling, Bessel van der Kolk´s nyeste forskning viser at mindfulness-praksis kombineret med selvomsorg, er et af de mest vigtige værktøjer indenfor bl.a. traumebehandling.

I stedet for at vente på at andre opfylder dine behov – og måske endda på- at de andre kan gætte hvad dine behov er. Mange af os bærer rundt på en rygsæk af uopfyldte behov og længsler som forhindrer os i at være i livet som vi drømmer om.
I parforholdet bliver behov og længsler som vi ikke tager vare på selv, ofte projiceret over i partneren, som derved bliver stillet en umulig opgave: ”Giv mig det jeg ikke fik engang.”

Men det kan din partner ikke.
Det er en illusion og et selvbedrag at det er meget bedre når andre opfylder vores behov end når vi selv gør. Illusionen stammer fra dengang vi var små, og oplevede at blive afvist når vi gav udtryk for vores behov for opmærksomhed og kærlighed. Alle fortjente vi dengang at blive set og mødt når vi rakte ud. Men ofte blev vi det ikke. Det er denne ubesvarede rækken ud efter den ubetingede kærlighed, der kan hænge ved og skabe diffuse følelser af tomhed og længsel.

At trække magten og ansvaret for din egen glæde hjem ved at begynde at give dig selv den omsorg du ikke fik, har et kæmpe potentiale for at skabe mere tilfredshed i dit liv. At opdage at du kan fylde hullet selv. Dråbe for dråbe med selvomsorgsfulde handlinger, som viser dig, at du er værd at elske. Når dit bundløse kar af hungren efter omsorg får en bund og begynder at blive fyldt op, vil de mere nutidige behov for kærlighed og omsorg, som du møder i dine nære relationer, blive mere tilgængelige for begge parter at give udtryk for og besvare. Som par bliver der mulighed for betydelig vækst i relationen, når
begge parter lærer at tage vare på deres egne grundlægende behov for at leve et tilfredsstillende og balanceret liv.

Hvordan lære man sig at være vedholdene og holde fast i sit fokus, når hverdagen og de andres behov trænger sig på?
Man øver sig. Gerne sammen med andre der ønsker at lære det sammen, sammen med én. Fordi længslen er skabt i en relation, heles den bedst når vi mærker os støttet og bakket op i en relation eller i en gruppe. Med nænsomhed. Når du først har knækket din egen personlige kode for, hvordan du administrerer din indre omsorgsgiver, er stenene til en ny vej lagt.