Skam

Inge Holm er erfaren psykoterapeut, underviser, supervisor og forfatter og har bl.a. skrevet bøgerne ”Det personlige lederskab, Livsfarlig familie og Den indre uro”. Inge underviser på modulet ”Tilknytning og skam- i det terapeutiske rum” på Academy Copenhagen.

Herunder kan I læse et udsnit af hendes bog om skam, ”Forkert – skam, skyld og selvsabotage.”

Skam kan opleves som et dybt privat og individuelt anliggende; et medfødt problem man har med sig fra livets begyndelse, en indvendig defekt, som man kæmper for at holde væk fra bevidstheden og skjult for andre. Ronda Dearing og June Tangney beskriver skamoplevelsen således: ”Feelings of shame arise in situations in which an individual recognizes that he or she has committed an offense or violated a standard that is held to be important. Experiences of shame tend to be intense and overpowering because they evoke a sense of being bad, worthless or contemptible. Shame is frequently associated with a sense of powerlessness, as well as sensations of shrinking, feeling small, being exposed, and wanting to disappear. People experiencing shame evaluate the eliciting mistake or transgression as being indicative of a self that is fundamentally flawed.”
Generelt er det utrolig svært at beskrive den følte oplevelse af skam og sprogligt indramme fornemmelsen af et selv, der disintegrerer og opløses – først i relation til en betydningsfuld anden og senere som en indre psykologisk forkertgørelses-proces. Både for en forfatter som mig og for mine klienter. Klienterne bruger mange forskellige ord og beskrivelser i bestræbelserne på at indfange fænomenet. Den bedste mulighed opstår faktisk, når skammen aktiveres her-og-nu i den terapeutiske samtale. Så kan den undersøges, måske rummes og dermed mentaliseres. Mange beskriver skam som ydmygelse, flovhed, pinlighed og en fornemmelse af at være blottet, udstillet, betragtet. Andre har mere øje for den dybe isolation og ensomhed, de kommer i kontakt med, og endelig er der den konstante oplevelse af andre mennesker som onde, egoistiske og uberegnelige.

Vi forsøger i terapien at sætte ord på skammen, men den er primært nonverbal i sin natur- en følt fornemmelse af overvældende ubehag og forkerthed. Langt de fleste af mine klienter bruger intuitivt ordet forkert fremfor skam, og derfor hedder bogen ”Forkert”

Ifølge Allan N. Schore, som taler om begrebet toksisk skam, er skam først og fremmest en hypoaktiv fysiologisk tilstand med eksempelvis varme, sved, rødmen, undgående blikkontakt og tab af kognitiv og emotionel problemløsningskapacitet – kaldet kognitiv disruption.
Det er smertefulde oplevelser af inferiøritet, flovhed, ydmygelse, nedværdigelse, forkerthed, afsky – en ubehagelig grad af selvopmærksomhed.
Dette er en tilstand, vi alle kan falde i, og er normalt for flokdyr – en del af en naturlig socialiseringsproces.

Det er meningen, at vi skal blive flove, hvis vi gør noget, som mishager resten af resten af flokken. Det giver naturligvis et psykisk chok, når en værenstilstand bremses hårdt op af ikke-anerkendende blik fra en betydningsfuld anden – når den parasympatiske komponent i det autonome nervesystem sætter ind med et stop.

Når et barn vedvarende lander i skam og ikke hjælpes ud af tilstanden, opstår risikoen for kronisk skam, som over tid bliver nærmest en livsstil og en integreret del af ens personlighed. Man skammer sig grundlæggende over sin egen lille-hed, forkerthed og utilstrækkelighed.
Som Patricia Deyoung siger: ”A sense of being a powerless little person”. Ifølge Allan N. Schore er det patologiske ikke skamsmerten som sådan, eller erindringerne om det traumatiske, der skete engang, men den konstante her-og-nu følte oplevelse af at være alene og forkert. Fraværet af afstemning og empati tidligt i livet skaber omfattende dysregulering i krop og sind og faciliterer komplekse symptomer, og det vi ofte kalder sygdom. Denne altomfattende alenehed er grundsubstansen i skammen, og skyldes det faktum, at man som barn blev behandlet som ikke-eksistens; i dysfunktionelle samspilsmønstre af dominans, underkastelse og tilbagetrækning med en betydningsfuld anden, som man var afhængig af

Skam føles som sagt ofte som noget privat og indre, men når fornemmelsen af at være forkert melder sig i nuet, kan man blive overbevist om, at følelsen kom udefra, fordi en anden gjorde eller sagde noget forkert. Altså at det startede uden for en selv. Skam er således også processuel i den forstand, at den er mobil og bliver flyttet rundt – for ingen ønsker at sidde tilbage med den.
”People carrying chronic shame will be especially prone to judge others as well as themselves harshly and rely on binary schemes of good/bad or admiration/contempt in their relationship with others”. (Patricia DeYoung)

Du kan læse videre om det komplekse skam-begreb i Inge Holms bog Forkert – skam, skyld og selvsabotage.