Tager du egentlig dig selv alvorligt i dit liv?

Har du nogensinde spurgt dig selv; tager jeg egentlig mig selv alvorligt i mit liv? De fleste ville sikkert besvare spørgsmålet med; ja, det gør jeg da! Men efter at have været psykoterapeut i 23 år med fuld praksis og set mange mennesker og hørt om stor livssmerte, er det nok det emne der fylder mest i det terapeutiske rum.

Mange af os har lært at være ydrestyret, altså tilpasse os omgivelserne, passe ind og sikre at man ikke gør væsen af sig for ikke at ”komme galt afsted” i relationer, i betydningsfulde grupper og andre sammenhænge.

Kilden til den adfærd kommer meget ofte af det samspil, man har haft med sine forældre og i familiekulturen. Måske var der en familiedynamik, hvor man som barn ikke er blevet inviteret til og mødt uden vurdering, når man udtrykte behov og /eller satte grænser. Barnet blev måske direkte krænket eller sat på plads. Man kan have forældre, der ikke selv turde udtrykke deres behov og sætte grænser, hvorfor barnet efterfølgende kopierer denne adfærd. Der er altså ikke tale om bevidste krænkelser, men det blueprint som forældrene selv kom med.

Når barnet vokser op i en sådan familiekultur, lærer det efterhånden at tilpasse sig i en sådan grad, at det udvikler psykologiske overlevelsesstrategier, hvor det, for at værne om den nødvendige tilknytningsrelation, lærer at tilsidesætte sig selv, ikke mærke sin egen krop, sine behov og grænser og derfor vender antennerne udad for at føje omgivelserne og på den måde glemme sig selv.

Man kan sige at et barn, der ikke er blevet taget alvorligt, heller ikke lærer at tage sig selv alvorligt.

Som voksen kan det blive utroligt svært at navigere og leve op til de voksenkrav, man mødes med. Det kan være svært at tage beslutninger, mærke hvad har man lyst til og at sige fra i helt små dagligdagssituationer eller at klare voksenjobbet uden at blive helt stresset.

Hvordan skal man så kunne tage sig selv alvorligt i sit eget liv?

Man er jo vant til at have fokus ude på andre. Så kan vi have en tendens til at følge strømmen, andres forventninger, og det der er ”rigtigt” og mainstream.

Men det gør ikke mennesker glade i deres liv og det kan forekomme næsten meningsløst. Man styrer jo ikke sit eget liv, det gør den ydre verden, og man har ikke sin indre ret til at gå den vej, der føles rigtigt for en selv.

Alle kender denne problematik i en eller anden grad, men for nogle mennesker bliver det livshæmmende og kan bl.a. medføre angst, stress, og depression.
En gang havde barnet ikke et valg, det måtte tilpasse sig, men når man er voksen, så bliver det til den måde, man behandler sig selv på. En udfordring, men noget vi som mennesker kan gøre noget ved.

De naturlige spørgsmål her er:

Tager du dig alvorligt i dit liv?
Står du ved dig selv?
Spørg dig selv hvor og hvorfor ikke?
Hvordan påvirker det dig, og hvilken indflydelse har det på dit liv?
Hvor kan du få hjælp til at stå op for dig selv og have ret til dine følelser, behov og grænser?

God rejse! 🙂