Traumer – et mangefacetteret felt

Af Henriette Boysen — Indlæg

Vi bruger ofte ordet traume i daglig tale, og i nogen grad misbruges begrebet om situationer, der har været svære, ubehagelige og som har sat et aftryk, der ikke glemmes så let.

De fleste har sikkert omtalt en mindre vellykket date, et utilfredsstillende fodboldresultat eller en dårlig ret som en traumatisk oplevelse. Men spørgsmålet er, om vi er nået til et punkt, hvor ordet traume bruges for ofte i situationer, der ikke kan måle sig med ordets faktiske betydning.

Hvad er et traume?

Et traume kan forstås som et sår eller en skade. Og et psykologisk traume opstår, når indre og ydre ressourcer er utilstrækkelige til at håndtere en udefrakommende trussel. Truslen udefra kan være overgreb eller omsorgssvigt. Det kan være andres død eller truslen på eget liv.

Der er derfor tale om relativt ekstreme påvirkninger og stimuli, hvor nervesystemet overvældes alvorligt, for ofte, for tidligt og for længe. Her sætter livets oplevelser så store aftryk i sjælen, at man som menneske udvikler overlevelsesstrategier, der er meget relevante og nødvendige på det givne tidspunkt, heldigvis! Men som også giver individet problemer senere i livet, når der ikke længere er brug for selvbeskyttelsen.

Kæmp, flygt, frys!

Typiske overlevelsesstrategier er de velkendte: Kæmp, flygt og frys. De kan vise sig i mange versioner og med mange ansigter.

Desværre kan strategierne blive den ”programmering”, der helt automatisk aktiveres, så snart kroppen registrerer noget, der kunne minde om de overvældende oplevelser eller stimuli fra fortiden.

Det behøver ikke kun være oplevelser fra barndommen, men kan sagtens være traumer oplevet som voksen tidligere i livet. Her kunne der f.eks. være tale om et fysisk eller psykisk voldeligt par- eller arbejdsforhold.

Der er således tale om oplevelser, hvor man som menneske har mærket noget ubehag, er blevet forskrækket eller noget har været smerteligt. Altså ikke nødvendigvis et traume, men en oplevelse der har krævet en særlig udholdenhed og måske ubehag.

Hvorfor forstå forskellen?

Mennesker der virkelig er præget af traumer, lider og kan være invalideret af dem. For nogle er de traumatiserende oplevelser så intimiderende for deres liv, at de har svært ved at holde fast i, at det ikke længere er fortidens virkelighed, de lever i.

Her er der tale om f.eks. høj-reaktivitet på særlig påvirkning, PTSD og C-PTSD, hvor tidligere traumatiske forhold har gjort, at man bl.a. har svært ved at regulere sine følelser og særligt sit frygtsystem.

Der er forskel på intensiteten og graden af traumer, og der er også stor forskel på, hvad der ville være et traume for ét menneske og ikke vil være det for en anden. Der kan være stor forskel på vores resiliens, også kaldet modstandskraft, genetisk og i forhold til, hvad man i øvrigt har været udsat for og har med sig i livet.

Der er også stor forskel på, hvordan vi håndterer, efterbehandler og meningsdanner på meget overvældende oplevelser og faser i livet, hvilket, igen, bl.a. har at gøre med det udgangspunkt og de forudsætninger, man har med sig i rygsækken.

Det kan tage mange år at bearbejde et traume

Det er interessant, at kroppen meget hurtig reagerer på reelle, eller det som kan opleves som, overlevelsestrusler og finde kreative beskyttelsesstrategier.

Set ud fra biologisk synspunkt giver det utrolig god mening, da det jo netop handler om at overleve. Til gængæld giver den knap så let slip på de chokerende og/eller overvældende oplevelser, den kropslige erfaring, og det kan tage meget lang tid og mange års terapi at bearbejde omorganisere og forløse traumerne.

En opfordring til at bruge ordet mindre

Der er skrevet mange, lange tykke bøger om traumer, og et blogoplæg kan på ingen måde yde emnet forståelsen af den kompleksitet, det fortjener.

Set i lyset af hvor mange mennesker, der er forpinte af fysiske og psykiske overgreb, kan vi som samfund og mennesker måske blive mere opmærksomme på, hvordan vi bruger begrebet om små hverdagsfortrædeligheder.

Del opslag

Relaterede opslag