Undgår du at være dig selv?

Lader du nogle gange være med at sætte en grænse og sige fra for at undgå at fremstå urimelig eller besværlig? Tager du ikke hul på svære emner, fordi det får dig til at føle dig utilpas og afmægtig?

Måske undgår du at starte på din yndlingsuddannelse af frygt for ikke at kunne fuldføre eller få gode karakterer. Eller du undgår at tage din smukkeste sommerkjole på, fordi du ikke vil stikke ud og tage plads. Eller du puster dig op, er bedrevidende og docerende for at undgå, at nogen skal få øje på din sårbarhed.

Vi mennesker er forunderlige og går langt for at undgå at mærke ubehag. Vi går nogle gange så langt, at vi slukker for vores eget livsflow. Vi lægger bånd på os selv og lever kun med vingerne halvt foldet ud.

Og hvem har også lyst til at røre ved en varm kogeplade, når man én gang har brændt fingrene og mærket den svidende smerte. Nej vel!

Vores undgåelser er baseret på erfaringer, vi har med os i livet – ofte gentagne erfaringer, der har sat et aftryk og som har været så fulde af ubehag, at vi ubevidst skyr ilden og ikke nærmer os den igen. Med tiden bliver det et mønster – en integreret adfærd – og en del af vores personlighed på godt og ondt.

Undgåelse bliver en overlevelsesstrategi, der engang tjente os godt – men det bliver den ikke ved med. Det, der en gang var en nødvendig undgåelse, bliver senere i livet en smertefuld og livshæmmende blokering, der forhindrer os i at udleve os selv, at have ret til vores følelser og behov og at mærke den frie puls og vejrtrækning. Med andre ord at leve autentisk.

Vores tidligere erfaringer bliver til de briller, vi ser verden og andre med. Vi kommer derfor til at tillægge andre de holdninger og vurderinger, som vi tidligere er er blevet mødt med. Men det er ikke længere de andre, der tænker sådan om os. Det er blevet den måde, vi er kommet til at tænke om os selv og vurdere os selv på. Vi skyder det blot ud til de andre, og det kan se ud som om, de står i vejen for vores frie udfoldelse. Et perspektiv, der kun kan føre til bitterhed og mørke.

Man kunne sige, at undgåelsen bliver, at vi undgår os selv. En gammel nødvendig strategi er blevet en smertefuld og meningsløs undgåelse af livet. Vi undgår at være dem, vi er, leve meningsfuldt og i overensstemmelse med os selv. Vi undgår livet, og det gør ondt i sind og sjæl.

Hvor ville det være vidunderligt at undgå det!