
af Henriette Boysen
Vi har alle brug for at lære noget, blive gode til det og føle os kompetente og nyttige i sammenhænge, hvor vi bidrager med noget, vi kan og behersker.


Vi mennesker har brug for både en god selvtillid og et godt selvværd. Helst skal der være en balance mellem de to begreber. Selvtillid er knyttet til det, vi kan præstere, gøre og som i nogen grad kan måles og vejes. Vi har alle brug for at lære noget, blive gode til det og føle os kompetente og nyttige i sammenhænge, hvor vi bidrager med noget vi kan og behersker.
Selvværd er mere komplekst og afspejler, hvor stor værdi vi tillægger os selv, som det menneske vi er. Altså om vi føler os værdifulde og betydningsfulde for os selv og andre. At vi kan acceptere dem vi er også selvom det ikke er knyttet til f.eks. karakterer, karrierer, sportsresultater, vægt og sund livsstil.
Mange mennesker har en god selvtillid og ser ud til at fungere godt i traditionel forstand. Men de slås måske med selvværdet og tillægger ikke deres værd som personlighed den store betydning. Det er altid smerteligt, også selvom vi ikke altid forstår hvorfor. Et psykoterapeutisk forløb kan imidlertid være vejen til at få bedre selvværd.
Kærligheden til os selv har stor betydning for vores psykiske velbefindende
Mange mennesker slås med selvværdet. De holder ikke nok af sig selv, mangler selvaccept, sammenligner sig med andre og tror ikke helt, at de har ret til at være og fylde i verden. De prøver at tilpasse sig omgivelserne og mister på den måde sig selv i forsøget på at høre til, føle sig elsket og gode nok. Men accepten skal ikke komme udefra. Den skal vi finde inde i os selv, og alt efter hvad vi har med os i bagagen, kan det være lettere sagt end gjort. Mange klienter, der henvender sig hos psykoterapeuter, har netop den problematik og det kan tage tid at komme til at holde af sig selv.
Mange forveksler selvtillid med selvværd
Mange tror, at bare de får gode karakterer, har det rigtige tøj, og har et hurtigt svar parat, så har de et godt selvværd. De kan umiddelbart virke selvsikre, imponerende og undertiden måske ligefrem misundelsesværdige. Men det er ikke garantien for at have det psykisk godt. Egentlig er vores selvværd et rigtig godt barometer for, hvordan vi grundlæggende har det med os selv, også uden at underkende værdien af selvtilliden.
Det har central betydning for vores velbefindende, hvor meget vi holder af os selv, hvor stor berettigelse vi tillægger os og hvor alvorligt vi tager os selv i livet. Selvværd fylder meget i det terapeutiske rum og derfor er det en forudsætning, at terapeuten ved, hvordan man arbejder med det.
Tager du dig selv alvorligt?
At have et godt selvværd er lig med at tage sig selv alvorligt. At tillægge sig selv nok værdi, selvaccept, lytte til sine behov og ikke mindst sætte sine grænser uden at være overoptaget af, hvad andre tænker. Ikke på bekostning af andre, men heller ikke på bekostning af sig selv.
Hvis vi ikke tager os selv tilstrækkeligt alvorligt, vil det slide på selvværdet. Vi vil langsomt blive en skygge af os selv, ikke fremstå autentisk og i værste fald blive angste og deprimerede.
Del opslag
Relaterede opslag

Tager du egentlig dig selv alvorligt i dit liv?
Har du nogensinde spurgt dig selv; tager jeg egentlig mig selv alvorligt i mit liv? De fleste ville sikkert besvare spørgsmålet med; ja, det gør jeg da! Men efter at have været psykoterapeut i 23 år med fuld praksis og set mange mennesker og hørt om stor livssmerte, er det nok det emne der fylder mest i det terapeutiske rum.

Hvad kan jeg bruge min psykoterapeutiske uddannelse til?
Titlen psykoterapeut er ikke en beskyttet titel i Danmark, og psykoterapeuter er hidtil ikke en særlig anerkendt faggruppe. Faktisk har det været sådan, at terapeuterne kun har eksisteret i kraft af egen indsats, markedsføring og netværk, hvis de skulle have en praksis op at stå eller finde smuthuller i ansættelser, hvor deres faglighed blev værdsat.

Skam
Skam kan opleves som et dybt privat og individuelt anliggende; et medfødt problem man har med sig fra livets begyndelse, en indvendig defekt, som man kæmper for at holde væk fra bevidstheden og skjult for andre.

