Bliv klogere og udvid din horisont med lærerig læsning fra vores blog

Frygten er flyttet ind i mange danske hjem. Den har mange ansigter, og mange klienter bringer den op i terapirummet

Ofte er det det, der er sket, når mennesker opsøger terapi. ‘Noget’ står i vejen for, at de kan mærke, hvad de vil, hvem de er, hvordan de har det.

Det lyder trist – og måske også lidt godt – at have et redder-gen. At være den omsorgsfulde, den der opofrer sig, sætter alle andres behov først, altid lytter, men aldrig overtager pladsen selv.

Jeg synes, det er rørende, hvor meget kærlighed forældre tillader sig at vise deres børn. Men kan man komme til at gøre lidt for meget?

Børneopdragelse har en central rolle i den offentlige debat. Der er mange eksperter, pædagoger og terapeuter, der beskriver, hvordan vi bedst møder vores børn, ligeværdigt, med respekt og empati.

I dagens Danmark venter tusindvis af mennesker på psykologisk bistand i form af bl.a. terapi, stressbehandling, sorggrupper, samtaler under misbrugsbehandling, familieterapi, spædbarnsdød, pårørende-samtaler ved f.eks. demens eller kritisk sygdom.

I dagens Danmark venter tusindvis af mennesker på psykologisk bistand i form af bl.a. terapi, stressbehandling, sorggrupper, samtaler under misbrugsbehandling, familieterapi, spædbarnsdød, pårørende-samtaler ved f.eks. demens eller kritisk sygdom.

Fra oktober til december bringer mange klienter problemstillinger op i terapirummet i tilknytning til den forestående jul.

Vi bruger ofte ordet traume i daglig tale, og i nogen grad misbruges begrebet om situationer, der har været svære, ubehagelige og som har sat et aftryk, der ikke glemmes så let.

En ting er sikkert: En dag skal du dø. Meget kan vi være usikre på, og meget kan vi påvirke, anfægte og kontrollere, men det faktum at vores hjerte en dag vil stoppe med at slå og vores puls forstumme, er uundgåeligt.

Har du nogensinde spurgt dig selv; tager jeg egentlig mig selv alvorligt i mit liv? De fleste ville sikkert besvare spørgsmålet med; ja, det gør jeg da! Men efter at have været psykoterapeut i 23 år med fuld praksis og set mange mennesker og hørt om stor livssmerte, er det nok det emne der fylder mest i det terapeutiske rum.

Når vi har ferie, slipper vi hverdagens gashåndtag. Vi kommer et sted hen, hvor vi ikke kun lige holder næsen over vandskorpen, men får kroppen op i gummibåden, så vi kan orientere os og måske få lidt overblik.

Det er mandag morgen. Jeg skal have 4 klienter i dag. Jeg forbereder mig altid aftenen før, kigger mine noter fra sidst igennem, tuner ind på de sansninger og fornemmelser og hypoteser jeg har ift. den enkelte klient.

Vrede har ofte et dårligt omdømme, og mange mennesker undgår den på kreative måder.

Titlen psykoterapeut er ikke en beskyttet titel i Danmark, og psykoterapeuter er hidtil ikke en særlig anerkendt faggruppe. Faktisk har det været sådan, at terapeuterne kun har eksisteret i kraft af egen indsats, markedsføring og netværk, hvis de skulle have en praksis op at stå eller finde smuthuller i ansættelser, hvor deres faglighed blev værdsat.

At starte på en psykoterapeutisk uddannelse er en stor personlig og økonomisk investering. Det er en livsrejse, som for evigt vil forandre den studerendes syn på sig selv, andre og livet.

I alle ender af samfundet – fra top til bund – ser vi mennesker bryde sammen med stress og udbrændthed, fordi de ikke kender egne grænser og ikke har lært at tage vare på egne behov, sådan at de kan fungere optimalt i livet.

Jeg tror ikke på, at der findes onde mennesker, men jeg ved, at der findes onde handlinger. Intentionelt? Altid et relevant spørgsmål. Jeg har ikke svaret.

En smuk virkelighed, der på godt og ondt illustrerer, at vi livet igennem, er dybt afhængige af de spejlinger, den accept og de responser, vi får af vores betydningsfulde nærmeste.

Vi har alle brug for at lære noget, blive gode til det og føle os kompetente og nyttige i sammenhænge, hvor vi bidrager med noget vi kan og behersker.

Jeg tror de fleste af os kan genkende et ønske om at kunne tænde og slukke for vores følelser. At kunne gå væk fra det indre virvar, udelukkende kunne tænke rationelt og dermed kunne planlægge os ud af den indre kaotiske oplevelse.

Lader du nogle gange være med at sætte en grænse og sige fra for at undgå at fremstå urimelig eller besværlig?

Kender du det at føle dig modløs, trist og opgivende i en periode, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad det er.

Forleden sagde jeg farvel til en klient, der havde gået hos mig regelmæssigt gennem nogle år. Det var sørgmodigt for hende – og bestemt også for mig.

Forleden dag lærte jeg et nyt ord. Et medlem i en af mine supervisionsgrupper brugte ordet ”fakta-tennis”.

Finder du undertiden dig selv ude i køkkenskabet på jagt efter lidt slik eller en håndfuld chips, og ender du med småkagerne fra weekendens fødselsdagsselskab uden helt at vide hvorfor?

De seneste årtiers psykologi og menneskesyn har i høj grad efterstræbt, at vi mennesker skal kunne stå selv.

Et kærligt menneske har for nyligt beriget mig med en artikel om stress og tilføjet nogle nye og nyttige perspektiver.