Foråret er her – med stigende temperaturer, duften af regnvåd asfalt, nøgne ankler, der drikker Aperol på caféerne – og … eksamensangsten.

Frygten er flyttet ind i mange danske hjem. Den har mange ansigter, og mange klienter bringer den op i terapirummet.

Ofte er det det, der er sket, når mennesker opsøger terapi. ‘Noget’ står i vejen for, at de kan mærke, hvad de vil, hvem de er, hvordan de har det. 

Det lyder trist – og måske også lidt godt – at have et redder-gen. At være den omsorgsfulde, den der opofrer sig, sætter alle andres behov først, altid lytter, men aldrig overtager pladsen selv.

Jeg synes, det er rørende, hvor meget kærlighed forældre tillader sig at vise deres børn. Men kan man komme til at gøre lidt for meget?

Børneopdragelse har en central rolle i den offentlige debat. Der er mange eksperter, pædagoger og terapeuter, der beskriver, hvordan vi bedst møder vores børn, ligeværdigt, med respekt og empati.

I dagens Danmark venter tusindvis af mennesker på psykologisk bistand i form af bl.a. terapi, stressbehandling, sorggrupper, samtaler under misbrugsbehandling, familieterapi, spædbarnsdød, pårørende-samtaler ved f.eks. demens eller kritisk sygdom.

I dagens Danmark venter tusindvis af mennesker på psykologisk bistand i form af bl.a. terapi, stressbehandling, sorggrupper, samtaler under misbrugsbehandling, familieterapi, spædbarnsdød, pårørende-samtaler ved f.eks. demens eller kritisk sygdom.

Fra oktober til december bringer mange klienter problemstillinger op i terapirummet i tilknytning til den forestående jul.

Vi bruger ofte ordet traume i daglig tale, og i nogen grad misbruges begrebet om situationer, der har været svære, ubehagelige og som har sat et aftryk, der ikke glemmes så let.