af Henriette Boysen
Bilen snurrede rundt inden den landede på taget, og chaufføren måtte skæres fri af karosseriet inden han blev kørt på hospitalet.
Der lød et kæmpe brag inden brandalarmerne hylede, og alle i bygningen blev evakueret eller han blev gennembanket, og det tog flere uger før de sidste blå mærker i ansigtet blegnede.
Alle sammen eksempler på meget voldsomme, overvældende og formentlig traumatiserende oplevelser.
Men ikke alle traumer har den samme intensitet og umiddelbare drama. De fleste mennesker, der er forpinte i deres liv, har oplevet traumer, der er blevet hverdag, og som har strakt sig over mange år. År, der med tiden har gjort det dysfunktionelle og overvældende “normalt”.
De traumer er ofte dem, der giver anledning til en nyere diagnose kaldet Complex post-traumatic stress disorder (C-PTSD). Her er der tale om traumer, der på andre måder har gjort overgreb på sindet.
Børn kan f.eks. være vokset op med uforudsigelige forældre, hvor hverdagen har været som at gå i et evigt minelandskab, hvor skældud, opfarenhed, misbrug, utryghed og fysisk og psykisk vold er hverdagskost.
Vold er mange ting og indskrænker sig ikke kun til slag, skub og de efterfølgende blå mærker. Vold er også meget selvoptagede, umodne forældre, der kun har blik for egne behov. Forældre, der kræver at omgivelserne retter ind og ikke gør livet besværligt for dem. Det kan være fordrejninger af virkeligheden, manipulation og gaslightning, der efterlader barnet eller partneren dybt forvirret og ude af stand til at navigere i en ellers relativ åbenlys situation.
Her er det de mere subtile og langvarige traumer, hvor nervesystemet overvældes kontinuerligt, der udvikler en overproportioneret vagtsomhed, en frygt for nære relationer, hvor man som menneske konstant befinder sig i et overlevelsesgear.
Man lærer at overleve, ikke at leve
En anden traumetilstand er den vedvarende ensomhed og uforbundethed, som børn kan opleve en hel barndom igennem. Forældrene er ikke tilgængelige følelsesmæssigt, de er umodne og spejler ikke deres børn, så de i samspillet lærer om livet og vigtigst, sig selv.
Der er måske ingen respektfuld og kærlig berøring, og barnet har ingen steder at dele sine bekymringer og bliver ikke guidet i livet på deres præmisser. Altså den ubærlige overvældende tilstand det er ikke at føle sig betydningsfuld og forbundet. De bliver små satellitter, der flyver rundt i stratosfæren, kalder på ”jorden” for til sidst at give op og resignere. Traumer, der sætter sig som uhensigtsmæssige kodninger, giver frygt, angst, lavt selvværd og store relationelle udfordringer i deres voksne liv.
Barnet mister tilliden til verden som soldaten, der kontinuerligt tror, at der vil springe en vejsidebombe. De bliver hvileløse sjæle, der på overfladen lever et funktionelt liv, men inde bagved kan have stor livssmerte og dagligt kæmper.
Dem vi ser i terapirummet forstår ikke altid, at de faktisk er dybt traumatiserede, da det kan synes svært at få øje på de overvældende oplevelser og tilstande, der for dem blev hverdagsnormalen.
Det kan være en øjenåbner at erkende, at man faktisk kan leve og ikke blot overleve.
Del opslag
Relaterede opslag
Bliv psykoterapeut – uddannelse, krav og muligheder i Danmark
Ofte starter det med en fornemmelse af, at det man beskæftiger sig med i dag ikke giver mening længere. Eller med en nysgerrighed på mennesker, som bliver ved med at dukke op.
Alle kan da tage en psykoterapeutuddannelse?
At starte på en psykoterapeutisk uddannelse er en stor personlig og økonomisk investering. Det er en livsrejse, som for evigt vil forandre den studerendes syn på sig selv, andre og livet.
Tilbage til hamsterhjulet efter ferien … eller?
Når vi har ferie, slipper vi hverdagens gashåndtag. Vi kommer et sted hen, hvor vi ikke kun lige holder næsen over vandskorpen, men får kroppen op i gummibåden, så vi kan orientere os og måske få lidt overblik.
