At starte på en psykoterapeutisk uddannelse er en stor personlig og økonomisk investering. Det er en livsrejse, som for evigt vil forandre den studerendes syn på sig selv, andre og livet.

I alle ender af samfundet – fra top til bund – ser vi mennesker bryde sammen med stress og udbrændthed, fordi de ikke kender egne grænser og ikke har lært at tage vare på egne behov, sådan at de kan fungere optimalt i livet.

Skam kan opleves som et dybt privat og individuelt anliggende; et medfødt problem man har med sig fra livets begyndelse, en indvendig defekt, som man kæmper for at holde væk fra bevidstheden og skjult for andre.

Jeg tror ikke på, at der findes onde mennesker, men jeg ved, at der findes onde handlinger. Intentionelt? Altid et relevant spørgsmål. Jeg har ikke svaret.

En smuk virkelighed, der på godt og ondt illustrerer, at vi livet igennem, er dybt afhængige af de spejlinger, den accept og de responser, vi får af vores betydningsfulde nærmeste.

Vi har alle brug for at lære noget, blive gode til det og føle os kompetente og nyttige i sammenhænge, hvor vi bidrager med noget, vi kan og behersker.

Jeg tror, de fleste af os kan genkende et ønske om at kunne tænde og slukke for vores følelser. At kunne gå væk fra det indre virvar, udelukkende kunne tænke rationelt og dermed kunne planlægge os ud af den indre kaotiske oplevelse.

Er skam en medfødt følelse, en grundfølelse eller mere en “tillært” eller “påført” følelse, der er opstået som et resultat af fejlafstemning og relationelt traume?

Lader du nogle gange være med at sætte en grænse og sige fra for at undgå at fremstå urimelig eller besværlig?

Kender du det at føle dig modløs, trist og opgivende i en periode, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad det er.