Det egoistiske redder-gen

Det lyder trist – og måske også lidt godt – at have et redder-gen. At være den omsorgsfulde, den der ofrer sig, sætter alle andres behov først, altid lytter, men aldrig tager pladsen selv. Der er på en måde en uskyld forbundet med at varetage alle andre omkring en, fremfor en selv. Så hvor kommer egoismen ind i billedet?

Hvis jeg påstår, at dét at være altofrende er en måde selv at opnå noget på, så ved jeg godt, at tryllestøvet falder til jorden. Og du vil måske synes, at jeg har misforstået hele konceptet.
Men det er ikke for at gøre nogen forkerte her – tværtimod – det er for at understrege, at det ikke er sådan, det bør være: at alle andre skal komme før dig, hele tiden.

Vi mennesker gør, som vi gør, af en årsag. Det har jeg en dyb tiltro til. Og hvis du kan genkende dig selv i altid at være den, der skal bære andre, så får jeg lyst til at spørge ind til, hvordan du mon har fået den rolle… Eller lidt mere direkte: “Hvordan har du erfaret, at alle andre er vigtigere end dig?”

Vi er født ind i verden, helt og aldeles afhængige af, at andre vil tilfredsstille vores behov, og igennem vores opvækst er vi dybt afhængige af, at der er nogen, som passer på os. Vores opmærksomhed går ud mod dem, som skal varetage os, og er der ‘ro’ på den skanse, så kan vi kaste os ud i livet og prøve os selv af i trygge rammer.
Men hvis nu der er ubalance i familien: sygdom, misbrug, søskende der fylder (for) meget, et højt konfliktniveau, meget kritik. Eller måske – en forælder, som ofte blev følelsesmæssigt overvældet af sit eget og derfor havde opmærksomheden direkte eller indirekte rettet mod sig selv. Så kan der være brug for en “redder” i familien, en ‘ekstra’ voksen der gøder vandene, der tilpasser sig og hjælper til. Én som kan tilsidesætte egne behov og samtidig aflæse og tilpasse sig, så der skabes mest mulig balance i hjemmet. Og er der ikke en ægte voksen, der kan skabe balancen, så må barnet blive den ‘lille-voksne’.

Så hvor kommer egoismen ind i billedet? Der er da ingen, der vælger den rolle for sjov. Nej, for den er ikke sjov – men der kan godt være en gevinst i den. For er der ikke plads til at være den, jeg er, kan der være anerkendelse i det, jeg gør. Ros, ja, men i endnu højere grad den subtile bekræftelse: “Du har betydning, du er vigtig, vi har brug for dig, uden dig ville det gå galt.” Og den lander som den dybe overbevisning: “Jeg er betydningsfuld, når andre har brug for mig. Jeg er kun betydningsfuld, når andre har brug for mig…”

Slår den overbevisning rod, kan det blive den prisme, vi anskuer verden og relationer igennem senere i livet. Og vi kan som voksne komme til at indtage den rolle igen og igen i vores andre relationer. Det er bare ikke længere en nødvendighed – nu er det faktisk et (ubevidst) valg. Vi kan i vores dybeste ønske om at være betydningsfulde, komme til gentagende gange at tilvælge relationer med mennesker, som ‘skal reddes’. Vi kan komme til at gøre os usynlige i relationer, der kræver vores tydelighed, og vi kan komme til at slide os selv op indefra i et forsøg på at gøre det rigtige og være der for alle.
Det er som at så i udpint jord, for der er ikke meget næring i at skulle give og give, for bare at få en lille smule.
Og allerinderst tror jeg ikke, at nogen har brug for at mærke, at de er betydningsfulde, hvis de gør noget. Jeg tror, at alle mennesker har brug for at mærke, at de er vigtige og tilvalgte – og at dén ægte betydningsfuldhed – den kommer, uden betingelser.