Det “nyere” forældreskab – Må dine børn mærke ubehag?

Jeg synes, det er rørende, hvor meget kærlighed forældre tillader sig at vise deres børn. Jeg tror, mange tidligere generationer har manglet at mærke – helt ind i cellerne – hvor betydningsfulde de er for netop de mennesker, der er omkring dem. Og jeg tilslutter mig – vi elsker vores børn uendeligt, og vi vil gøre alt for dem. Men kan man komme til at gøre lidt for meget?

Jeg mærker det i mit eget forældreskab og kan genkende det i andre omkring mig. Forældre med dyb, dyb kærlighed, der ønsker at give deres børn alle muligheder og fordele. Vi har så mange ressourcer tilgængelige, som vi kan give videre, og på den måde skåne vores børn for livets modgang og ubehag. Give dét videre, vi selv har fået – eller netop ikke har fået – så vores børn trygt kan udvikle sig igennem succes og sejre.

Men måske behøver vi ikke løbe efter dem på legepladsen for at undgå, at de slår sig. Måske behøver vi ikke lave en overdådig ret til fællesbuffeten i børnehaven, så barnet føler sig tilvalgt. Skrive jobansøgningen for dem, så de får jobbet, de så brændende ønsker sig.
I omsorg – børnesikre hele tilværelsen.
Men det er jo så ubehageligt at skuffes, lide nederlag. Ja, bestemt – og personligt hader jeg, når mine børn slår sig på livet… men det er jo også sådan, de lærer det… livet.

Ubehag er virkelig ubehageligt, det kan vi godt blive enige om. Det ligger i vores DNA at søge mod behag, væk fra ubehag. Men nu er det jo bare sådan, at livet er virkelig ubehageligt nogle gange. Og vores nervesystem har brug for at træne at kunne være i det. Vi skal overvældes – erfarer at kunne regulere det – og derefter bruge det som springbræt ind i næste udviklingszone. “Op på hesten igen”-mentaliteten kan blive misbrugt – men der er nu altså noget om det!
For har vi ikke lært at ‘komme op igen’, får vi ikke opbygget resiliens – og vi får ikke tillid til, at vi selv kan klare livets udfordringer. Og dét, som vi ikke føler, vi kan mestre – det har vi mennesker tendens til at undgå.

Jeg synes, jeg oplever en bevægelse i de yngre generationer, der opsøger terapi. Ikke hos alle, men hos flere. Det er som om, at livets udfordringer meget hurtigt bremser dem, og bevægelsen bliver ikke fremad, men tilbagegang eller tilstand – indeni dem. De venter… på noget… som om, at det er ydre omstændigheder, der skal redde dem – og imens går livet videre, og mulighederne passerer.
Det kan beskrives som en manglende selvtillid og et manglende drive, men det er nu ikke helt min oplevelse. Jeg synes ikke, at det er udsagn som “jeg kan ikke noget, jeg duer ikke til noget, jeg ved ikke, hvad jeg vil,” der går igen her. Det er meget mere en indre subtil bremsning. Som om, at de ‘går i stå’, de handler ikke. Som om, at de accepterer, med en undertone af: “Nå, det blev ikke til noget, det kunne jeg ikke, så må jeg vente eller opgive.”
Det er som om, at de ikke har opdaget, at de kan gøre noget selv.

Og som forældre – og terapeut – kan det være nærliggende og føles som det ‘rigtige’ at forsøge at give gode råd, kærlige instrukser, fortælle dem, hvordan de kan komme tilbage på fode og fremad i livet. Men gør vi det, så gør vi igen det hele – og endnu en gang vil den unge gå glip af muligheden for at erfare, hvad de selv kan.
For jeg tror ikke, at de unge har brug for redning. Jeg tror, de har brug for at opbygge ny erfaring – med dem selv. At blive støttet og kærligt skubbet lidt til en gang imellem. Mærke, at ubehag er ubehageligt – men det er sjældent farligere end det – og på den anden side er der udvikling og bevægelse fremad. En bevægelse, de selv har styringen over, og som opstår indefra.
“What doesn’t kill you makes you stronger,” ja, det har traume-forståelsen heldigvis modbevist… Men jeg synes nu, at det er vigtigt at huske intentionen bag det: “Det klarer du,” “Op igen,” “Det kan du godt,” “Du ‘dør’ ikke, det skal nok gå.”
Hvis en forælder kan have den indstilling, med kærlighed, så er det en stor og helt uundværlig tillidserklæring: “Jeg ser dine ressourcer,” “Jeg ved, hvad du kan,” “Jeg tror på dig.” At andre viser os tillid, og at vi erfarer, at vi kan ‘komme igen’, skaber resiliens og selvtillid. Selvtillid – der strækker sig helt ind i selvværdet.

Og jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet – mest af mig selv. For jeg ved, at jeg kan være en af de overbeskyttende, famlende forældre. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: “Hvem er det i bund og grund, der ikke kan tåle ubehaget?”

For ærligt, jeg bryder mig ikke om at mærke mit indre ubehag, når mine børn møder modgang. Jeg vil med glæde kravle efter dem i legetårnet og energisk prøve alle rutchebanerne på legepladsen med dem. “Juhu… vi klarede det.” Så slipper de for at slå sig – og jeg slipper for at mærke, at det gør ondt på dem – og derfor ondt indeni mig. Se, dét er dejligt.

Men måske vi forældre skal lære at rumme ubehag – ikke børnenes – men vores eget.
Jeg tror, det ville være mindre krævende at være på livets legeplads for os voksne – og jeg tror, at vores børn, på tilpasset vis, ville have rigtig godt af det…

Av skat, slog du dig… kys og kram og kærlighed… og op igen
– så du ikke går glip af resten af legen…. og livet