Har du slukket på kontakten?

Ofte er det det, der er sket, når mennesker opsøger terapi. ‘Noget’ står i vejen for, at de kan mærke, hvad de vil, hvem de er, hvordan de har det.
Og når vores indre kontakt blokeres, hvad skal vi så navigere efter? Kulturen, normer, tanker eller forestillinger om, hvad vi burde gøre eller bør være, eller måske andres meninger og holdninger til, hvad vi vil og hvem vi er? Måske er den indre kontakt så forstyrret, afbrudt – og har måske været det så længe – at det kan være svært at mærke, om man egentlig er styret af andre, eller om det, de andre synes, er det, man selv vil. Forvirrende.

Har vi ikke kontakt indad, lægger vi styringen ud til andre. Selvfølgelig, det føles jo ‘sikrere’, dérude er der da nogen eller noget at læne sig op ad. “Puha, så er der retning og mening – så kan jeg slappe af…” For en stund, for prisen er, at det ikke er din retning eller mening.
Det er de andres.

Måske har den indre kontakt aldrig fået lov til rigtig at blive tændt. Det kan også være, at vi har været i situationer, hvor det har været nødvendigt at slukke og spare på strømmen – en livskrise, en skilsmisse, skamfuld selvopfattelse, traumatisk oplevelse, som har gjort det nødvendigt at gribe til en gammel overlevelsesstrategi, hvor vi bremser os i at mærke efter.

Ikke at kunne læne sig ind i sig selv føles faretruende – livstruende ligefrem.
Det skaber lammelse, frustration og resulterer i et manglende indre ‘drive’ til at styre og skabe sit eget liv. Har jeg ikke kontakt til og tillid til, at jeg kan styre mig selv i sikker havn, er jeg vildfaret, på dybt vand, overladt til vind og vejr. Se dét er farligt.

Skam er en vigtig medspiller – eller modspiller – i denne bevægelse. Det føles som et dybt svidende svigt at forlade sig selv. Det er skamfuldt ikke at have kontakt indad og ikke at være “aktiv” i sit eget liv. Skam maler selvbilledet. Og skam kan være hele grunden til, at den afbrudte kontakt er opstået. “Hvis jeg grundlæggende er et defekt menneske, må jeg lade mig styre af andre, som ved bedre, er mere værd end mig.” Og så har vi tegnet det, vi kunne kalde en skamsløjfe – en gensidigt afhængig proces – der for hver gang den antændes, strammer knuden om sig selv.

Vi lammes og mister livskraft – og det kan være nemmere at lægge styringen men også bebrejdelserne fra sig: “Det er de andre, der ikke ser mig, det er de andre, der er manipulerende eller styrende, det er deres skyld” – og jeg behøver ikke at tage ansvar for min egen passivitet.

Vejen ud af mørket er at tænde lys. Tænde lys i skamrummet og på den dybe smerte i ikke at kunne mærke sig selv. Men det handler også om at sætte strøm til sit eget lederskab og tage ejerskab for sin egen indre selvafbrydelse. For skal vi sætte det kærligt på spidsen, så er det jo ikke “noget”, der bremser dig. Det er dig selv, der bremser din egen indre kontakt. Av.
Det er her selv-agensen starter – smertefuldt og frigørende.

Og vi har brug for andre her. Andre som ikke skal styre eller bestemme, men som vil være til rådighed, imens jeg opdager mig selv – igen. Vi har brug for spejl – ikke hvem du synes, jeg skal være – men hvem du oplever, at jeg er. Så jeg kan smage på det og afstemme med min egen indre oplevelse.
Det kræver tillid og mod – til sig selv og processen.

Det kan være en angstfyldt overgang. Angsten er uundgåelig, men også uundværlig. Vi må trække antennerne tilbage og udholde utrygheden og uvisheden – for en stund. Vi må spytte andres meninger ud og i stedet læne os ind i deres kærlighed og omsorg til os. Så vi langsomt kan begynde at holde af os selv, nok til at vi erfarer, at vores indre er værd at lytte til.
Lad os tænde lys.