Hvorfor skal jeg føle noget?

Jeg tror de fleste af os kan genkende et ønske om at kunne tænde og slukke for vores følelser. At kunne gå væk fra det indre virvar, udelukkende kunne tænke rationelt og dermed kunne planlægge os ud af den indre kaotiske oplevelse. Eller at kunne bestemme hvad vi føler, det ville på nogen måde gøre livet nemmere.

Og måske alligevel ikke?

For følelser er vores biologi, det er ikke noget vi kan vælge til og fra. Følelser er indre oplevelser – indre reaktioner – på det der sker i og omkring os. 

Det emotionelle system er medfødt, det er et nuanceret og evolutionært fremselekteret system der igennem generationer og generationer har sikret vores overlevelse. 

Det er afgørende at jeg føler frygt, når noget i mine omgivelser truer mig, og min overlevelse afhænger af at jeg kan føle frygt, og derigennem motiveres til at redde mig, fx flygte eller kæmpe for mit liv. Det er også afgørende at jeg kan mærke glæde og begejstring, at jeg mærker hvad der er givende for mig i livet, så jeg kan opsøge det, dyrke det og vedligeholde dét eller de relationer der giver mig næring. 

Det medfødte emotionelle system er et ordløst, automatisk og et lynhurtigt system, der hjælper os til at omsætte komplekse mængder af information, så vi hurtigt kan navigere i den kontekst vi befinder os i. Vi behøver altså ikke tænke os til hvad vi har brug for, hvad der er godt og skidt for os – vi kan føles os til det!

Men det er ikke altid lige nemt at kunne lade sig guide af dette indre system. Det fordrer at der har været voksne som har kunne rumme deres egne følelser, og dermed har kunnet rumme barnets, støtte til aktivering, regulering og mentalisering af barnets indre følelsesliv. 

Følelser er medfødte, naturlige og vigtige for vores fysiske, men også sjælelige, overlevelse. Følelser er altså ikke farlige, men hensigtsmæssige, og det er derfor sjældent selve følelsen der er det ubehagelige eller “det svære”, det er det forhold vi har lært at have til dem, der ofte står i vejen. 

Sommetider møder jeg klienter der har svært ved at mærke hvad de føler, og sommetider møder jeg klienter som overvældes og drukner i deres indre tilstande. Begge scenarier er lidelsesfulde, for både når vi overvældes – og undervældes – kan vi ikke lytte og lade os guide. Vi mister retning, glæde og fornemmelse af os selv.

Det kan det være givende at gå bagud, kigge i historien for at forstå hvad den enkelte har med sig ind i nutiden. Det kan give ro og mening at forstå hvorfor vi er i livet på den måde, som vi er.

Men som terapeut sidder jeg ofte med en skærpet opmærksomhed på den enkeltes unikke måde at forholde sig til sig selv på, i nuet.

For vi møder ofte os selv, på den måde vi har erfaret vi skal mødes på. På godt og svært. Og det samme gælder med vores følelser. 

Så på rette tid og sted, når relationen er etableret, kan jeg godt finde på, varmt og direkte, at spørge: 

“Så, skal vi to sammen kigge på hvordan du forholder dig til dine egne følelser?”