En smuk virkelighed, der på godt og ondt illustrerer, at vi livet igennem, er dybt afhængige af de spejlinger, den accept og de responser, vi får af vores betydningsfulde nærmeste.

Vi har alle brug for at lære noget, blive gode til det og føle os kompetente og nyttige i sammenhænge, hvor vi bidrager med noget, vi kan og behersker.

Jeg tror, de fleste af os kan genkende et ønske om at kunne tænde og slukke for vores følelser. At kunne gå væk fra det indre virvar, udelukkende kunne tænke rationelt og dermed kunne planlægge os ud af den indre kaotiske oplevelse.

Er skam en medfødt følelse, en grundfølelse eller mere en “tillært” eller “påført” følelse, der er opstået som et resultat af fejlafstemning og relationelt traume?

Lader du nogle gange være med at sætte en grænse og sige fra for at undgå at fremstå urimelig eller besværlig?

Kender du det at føle dig modløs, trist og opgivende i en periode, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad det er.

De fleste mennesker forbinder empati med et indlevende mellemmenneskeligt møde, hvor man bliver mødt afstemt og nærværende.

Forleden sagde jeg farvel til en klient, der havde gået hos mig regelmæssigt gennem nogle år. Det var sørgmodigt for hende – og bestemt også for mig.

Forleden dag lærte jeg et nyt ord. Et medlem i en af mine supervisionsgrupper brugte ordet ”fakta-tennis”.

Finder du undertiden dig selv ude i køkkenskabet på jagt efter lidt slik eller en håndfuld chips, og ender du med småkagerne fra weekendens fødselsdagsselskab uden helt at vide hvorfor?