Hjælp! Min indre kritiker har et alt for stort taletidskort

Jeg kender det fra, da jeg var ganske lille. Hvis jeg zoomer ind på, hvad der egentlig er på spil, så kommer der det samme svar. Jeg er alt for hård og kritisk over for mig selv. Der er nærmest ikke det, jeg ikke vurderer som utilstrækkeligt og alt kan, ved et nøjere eftertjek, kategoriseres til absolut udueligt. Find mindst fem fejl ved min person.

Jeg bliver overrasket over, hvordan det stadig kan snige sig ind på mig, trods mange års terapi. Men det kan det. Er jeg flov over det, ja egentligt. Ikke desto mindre er det sådan, og jeg er bange for, at dynamikken aldrig helt vil forsvinde, men det går fremad, trods alt 🙂

Den indre kritiker er hvermandseje og figurerer med forskellig styrke og varierende
størrelse taletidskort. Dens indre sprog kan være meget forskelligt fra person til person, men udsagn som; “du burde“, “hvorfor gør du aldrig“, “typisk dig“, “du er dum og forkert“, er ikke sjældne. Den har det med at hooke på særlige emner, som den udholdende piner sin ejermand med. Du er sjusket på dit arbejde, du er en dårlig forældre eller et egoistisk selvoptaget menneske, der burde tænke mere på andres behov. Den lever sit eget liv i vores indre og bliver som en gammel kendt rejsekammerat, mere eller mindre ubevidst.

Vi kan være utroligt forpinte i dialogen med vores indre kritiker og undertiden kan den, i en heftig udgave, give stort selvhad, anledning til selvskade og depressioner. For det gør noget ved os at blive kritiseret dagen lang. Hvorfor har vi så en indre kritiker, og hvorfor er nogle mere forpint end andre? Der er mange svar, men forskning viser, at den ofte har rod i en barndom med kritiske, uforudsigelige opfarende voksne. Det kan være børn, der har været udsat for mobning, oversamarbejde, manglende kærlige guidende rammer og religiøs orientering (moral og regler). Man kan sige, at barnet optager (internaliserer) det udefra kommende kritiske blik og vender det mod sig selv.

Dels danner vi vores identitet i samspil med andre, og derved smittes vi af de erfaringer, vi får med vigtige relationer. Det kan blive en måde at adoptere “de andres” syn på mig og deres måde at behandle mig på. Dels kan kritikeren blive en måde, vi beskytter os på, så vi kan være vagtsomme og ikke komme til at gøre noget forkert. Kritikeren kritiserer os altså før, vi går ud i verden og får for mange knubs. En paradoksal beskyttelsesmekanisme, der får os til at lide indadtil og fungere fint, umiddelbart, udadtil.

I terapi kan man udfordre kritikeren, tale med den og ikke sjældent, når man lytter til dens inderste, fortæller den, at den er der for at passe på os. At den er bekymret for vores ve og vel, og ikke sjældent har den svært ved at slippe grebet af frygt for, hvad der kan ske os. En mærkelig og kompleks mekanisme, men helt sikkert “født” ud af nødvendighed engang.

Hvis vi prøver at forstå og arbejde med motivationen for vores indre kritikers virke, kan man reducere dens uhensigtsmæssige adfærd. Vi kan komme til at leve i overvejende fredelig sameksistens med den, velvidende at under særlige forhold kan den forstærkes og bidrage til tristhed og indre forslåethed. Men den tåler ikke dagens lys og kærlighed, så det er nyttigt at invitere den ud i lyset, tale højt om den, søge trøst hos kærlige mennesker og være nysgerrig på, hvad den har at fortælle. På den måde kan den langsomt transformeres til vigtig selvinformation.

Jeg glæder mig til at møde dig på årsmødet i de indre kritikers klub 🙂