Information om optagelse på Academy Copenhagen
Optagelseprocedure
Når du har indsendt din ansøgning via vores ansøgningsformular, vil du inden for kort tid få en bekræftelse på, at vi har modtaget den.
Hos Academy Copenhagen vægter vi det højt, at din ansøgning gennemarbejdes grundigt, og at mindst to personer fra instituttet forholder sig til den.
Så snart vi har gennemlæst og forholdt os til din ansøgning, vil du blive indkaldt til en personlig optagelsessamtale med de to personer, der har læst din ansøgning. Derefter vil vi sende dig en e-mail, hvor vi fortæller dig, om du er optaget.
Ved optagelse modtager du en bekræftelse med informationer om din opstart og en anmodning om at indbetale et tilmeldingsgebyr på 3.000 kr. Du kan først betragte dig som tilmeldt, når tilmeldingsgebyret er betalt. Beløbet modregnes din samlede uddannelsesudgift.
Hvis holdet ikke bliver oprettet, returneres det fulde beløb naturligvis.
Optagelseskriterier
Academy Copenhagen følger de tværministerielle kvalitetskrav for optagelse på uddannelsen. Det gælder også ansøgning om merit og kvoter.
Hvis en ansøger ikke opfylder de formelle krav for optagelse, foretager vi en realkompetencevurdering på baggrund af ansøgerens samlede relevante erfarings- og uddannelsesgrundlag.
Det vil være muligt at søge optagelse fra andre kvalitetsvurderede psykoterapeutuddannelser, hvis de arbejder ud fra den oplevelsesorienterede tradition, og der er forenelighed mellem uddannelsernes værdigrundlag og metodiske tilgang.
Kvote 1
Ansøgere med en relevant lang (fem år) eller mellemlang (tre år) videregående uddannelse af psykologisk, pædagogisk eller sundhedsfaglig karakter, f.eks. psykolog, læge, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver, ergo- eller fysioterapeut, teolog eller pædagog.
Kvote 2
Ansøgere med en uddannelse på minimum professionsbachelorniveau (minimum tre år), som ikke er af psykologisk, pædagogisk eller sundhedsfaglig karakter, kan søge ind på dispensation og optages efter en konkret helhedsvurdering.
Kvote 3
Ansøgere, der har en mellemlang eller længere erhvervs- eller faguddannelse, har mulighed for at søge ind på dispensation og optages på uddannelsen efter en konkret helhedsvurdering af deres realkompetencer og deres samlede livserfaring.
Der kan f.eks. være tale om ansøgere, som er misbrugsbehandler, SOSU-assistent, politibetjent, skuespiller, musiker, fodterapeut, kunstner, underviser eller som har en anden praktisk uddannelse og personlige og erhvervsmæssige erfaringer med ansvar inden for omsorg og det relationelle felt.
En forudsætning for optagelse på dispensation på kvote 3 er, at du har suppleret din uddannelse med kurser fra højere læreanstalter eller lignende inden for psykologi, ledelse, personlig udvikling, terapi, coaching, mentoring, supervision eller pædagogik.
Meritoverførsel
Ansøger kan søge om meritoverførsel fra andre kvalitetsvurderede psykoterapeutuddannelser. Der kræves dokumentation i form af studieordning og undervisningsplaner med angivelse af lektionstal og gennemgåede temaer samt dokumentation for beståede eksaminer. Desuden – så vidt muligt – et overdragelsesdokument (udarbejdet og anbefalet af Dansk Psykoterapeutforenings forum for uddannelsessteder) fra det uddannelsessted, ansøgeren kommer fra.
Academy Copenhagen kan, hvis det vurderes nødvendigt, bede ansøger supplere med evt. opsamling på moduler, kurser på specifikke områder og/eller egenterapi. Dette finansieres af ansøger.
Dispensation
Det er muligt at blive optaget på uddannelsen, hvis ansøgeren ikke lever op til ovenstående kvoter. Kontakt instituttet og vi vil indkalde dig til en individuel samtale, hvor erfaringer og kompetencer gennemgås. Ud fra denne samtale, samt realkompetence beskrivelse og den formelle ansøgning, kan ansøger muligvis godkendes til optagelse.
Særlige udfordringer
Det skal understreges, at studerende på Academy Copenhagen skal være indstillet på, at studiet fordrer og lægger op til en vis boglighed. Er der tale om ordblindhed eller andre udfordringer med indlæring, vil instituttet forholde sig til det og ud fra en samlet vurdering evt. stille hjælpemidler eller ekstra støtte til rådighed.
Det kan f.eks. være tilladelse til at optage teoretiske oplæg, lydbøger, udvidet tid til besvarelse af skriftlige opgaver eller at kunne betale for vejledning og støtte fra en underviser.
Etiske regler for uddannelsen
Academy Copenhagen er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og forpligter sig dermed til at følge og håndhæve de etiske regler, som foreningen og endvidere The European Association For Psychotherapy (EAP) foreskriver.
Her kan du læse psykoterapeutforeningens etiske retningslinjer for både undervisere og terapeut/klientforholdet.
Herunder er nogle af de mest centrale forhold, der gør sig særligt gældende for de etiske perspektiver for psykoterapeutuddannelse og relationen mellem underviser og studerende. Andre perspektiver er beskrevet i Psykoterapeutforeningens retningslinjer.
Andre formaliserede etiske forhold
- De studerende må ikke gå i terapi hos undervisere fra instituttet.
- Den studerende må ikke gå til mundtlig eksamen hos en eksaminator eller censor, som den studerende har modtaget individuel terapi fra.
- Studerende og undervisere er forpligtede til at gøre instituttet opmærksom på venskab, familieforhold, kæresteforhold eller anden betydningsfuld relation til instituttets undervisere, censorer eller til medstuderende på holdet, så instituttet kan forholde sig til det.
- Hvis der opstår uløselige konflikter mellem studerende og undervisere eller ledelse eller mellem ledelse og underviser, skal der indkaldes en uvildig mediator, så der sikres, at alle parter bliver behandlet lødigt, etisk forsvarligt og respektfuldt.
Generelle krav
Krav 1
Ansøger skal have mindst tre års relevant erhvervserfaring. Det kan enten være inden for en profession (kvote 1), eller ved at have arbejdet med andre mennesker (kvote 2 og 3) inden for f.eks. undervisning, pleje, handicaphjælp, socialt eller sundhedsmæssigt arbejde, ledelse, human resource, konsulentvirksomhed, coaching, mentoring, misbrugsbehandling, virke som plejefamilie eller alternativ behandling.
Anden erfaring, som f.eks. ulandsarbejde, frivilligt socialt arbejde, ophold i udlandet af længere varighed, højskoleophold, egen terapi og/eller supervision i arbejdsmæssige sammenhænge, kan i et vist omfang kompensere for manglende erhvervserfaring.
Krav 2
Ansøger skal kunne dokumentere en vis viden om psykologiske eller terapeutiske teorier og principper.
Her kan bruges et deltagerbevis eller anden dokumentation fra f.eks. tidligere terapeutiske uddannelser eller kurser, selvudviklinggrupper, kurser med pædagogisk og/eller psykologisk indhold, f.eks. fra et voksenpædagogisk grundkursus, kursus på folkeuniversitetet, højskoleophold, HF eller lignende.
Krav 3
Ansøger skal demonstrere at have udviklet sociale kompetencer, modenhed og robusthed, som bl.a. sætter ansøgeren i stand til at reflektere over eget liv, og til at kunne leve sig ind i og rumme andre menneskers model af verden.
Ansøger skal desuden være indstillet på at arbejde med sin egen personlige udvikling og på at involvere sig personligt i samspillet med medstuderende og undervisere i uddannelsesforløbet. Der vil blive tale om i alt to optagelsessamtaler med i alt tre deltagere fra instituttet, der i samråd vil vurdere, om ansøger er egnet til optagelse.
Forventninger til dig ved optagelsessamtalen
Når instituttet har modtaget en ansøgning, der opfylder de kvotemæssige krav, vil ansøgeren blive indkaldt til en personlig optagelsessamtale.
Ansøgeren skal opfylde følgende krav og forventninger ved optagelsessamtalen:
- Være nærværende og kontaktfuld.
- Udviser evne til at tale flydende om sig selv og med et vist mentaliseringsniveau i forhold til egne erfaringer og livstemaer på en relativ ressourcefuld og robust måde.
- Virker åben og nysgerrig i samtalen og er i stand til at forblive kontaktfuld.
- Udviser en naturlig nysgerrighed ift. egne temaer og de emner, han/hun skal igennem på uddannelsen.
- Reelt udviser motivation for at skulle igennem en personlig udviklingsproces, og er villig til at opfylde de angivne krav for egenterapi – evt. yderligere hvis det vurderes nødvendigt.
- Kan argumentere for, hvorfor vedkommende ønsker at uddanne sig med en vægt på, at uddannelsen er professionsrettet.
- Har forståelse for, at det fordrer en indsats at arbejde med sig selv personligt og i et gruppefelt, være villig til at yde indsatsen og kan se, at det er en forudsætning for at uddanne sig til psykoterapeut.
- Er indstillet på at prioritere det tidsmæssige fysiske fremmøde højt, både for eget udbytte og gruppens proces.
- Er vidende om og indstillet på, at uddannelsen fordrer, at studerende bringer sig selv aktivt i spil med henblik på personlige og relationelle dynamikker samt gruppe-udviklingsdynamikker.
- Vurderes at have en overvejende god selvstøtte og acceptabelt traumetryk, altså tilstrækkelig resilient til at være i en større gruppe og arbejde med sårbare tematikker.
- Er indstillet på og komfortabel med at erhverve sig undertiden komplekst teoretisk stof samt at besvare skriftlige opgaver individuelt.
Herunder kan du downloade uddannelsens studieordning- og beskrivelse. Du vil finde en uddybende og detaljeret beskrivelse af de fire år, bl.a. af strukturer, metode, didaktik, evaluering og eksamener.