De stressede stressede

Jeg har selv, nogle år tilbage, været sygemeldt med stress, og har efterfølgende været nødt til at tage nogle forandrende beslutninger i mit liv. Jeg er tilbage på arbejde og har som så mange andre, der får det wake-up call, måtte sætte mine værdier og overbevisninger for livet under lup. Smertefuldt på mange måder og jeg er samtidig dybt taknemmelig for, at jeg ramte muren, inden stress blev uovervindeligt.

I perioden efter min sygemelding, hvor jeg langsomt startede min praksis og min undervisning op, var jeg panisk angst for at blive syg igen. Størstedelen af min opmærksomhed gik i den retning for at sikre mig, at jeg ikke blev døv over for mine følelsesmæssige og kropslige signaler. Hvert lille symptom der kunne minde om stress blev noteret, reflekteret over og kategoriseret og ikke sjældent, endte jeg en hel weekend på sofaen med strikketøj og dårlige serier. Godt nok godt at jeg lyttede og godt, at jeg tog action. Jeg fik det bare ikke nævneværdigt bedre. Nogle dage var det svært ikke at tænke på andet end, hvornår jeg symptommæssigt fik bekræftet, at nu stod jeg foran en ny sygemelding. Samtidig var/er facebook, tv og andre medier spækket med artikler om, hvor skadeligt stress er. Blodpropper, billeder af hjerner i kortisolbad, hjerner der skrumper, Alzheimers og demens. Der er ingen grænser for, hvor kort livet kan blive, når man har stress. Jeg kunne vågne kl. 5 om morgenen og gruble over, hvordan jeg var endegyldigt skadet, og at det i øvrigt selvfølgelig var min egen skyld. Jeg havde jo ikke lyttet til mig selv – idiot. Jeg blev simpelthen stresset af, at være bange for at blive stresset.

Det var det, artiklen beskrev. At vi stressramte faktisk blev stressede af at tro, at nu stod det næste sammenbrud for døren.

Pludselig gav det mening. Jeg er faktisk ikke så stresset mere. Jeg er faktisk SÅ opmærksom og SÅ nærværende på min krop, at jeg får hjertebanken af det. Jeg ligger vågen for at afvæbne ny stress, og så forstærkes de kropslige signaler. Hjælp, det går galt igen!!!!!! Jeg kan nå at afgå ved døden op til flere gange på en dag, fordi stress er så farligt. En rigtig uhensigtsmæssig spiral.

Det har været en åbenbaring for mig, og det har betydet, at jeg dagligt går rundt og taler kærligt og fast til mig selv. “Det skal nok gå, du ved, at jeg skal nok holde øje med, om du kommer for langt ud“. “Du er faktisk ikke stresset, men du er bange for at blive stresset, og selvfølgelig er du bange“. “Dine små symptomer er ikke stress, men en måde din krop får opmærksomhed på“. Det hjælper mig, det hjælper mig helt utroligt. Mine stresssymptomer er reduceret kraftigt, og jeg kan bringe mig selv til ro, når frygten for stressen taler.

Jeg tror, at der er mange af os poststressede, der dagligt og ensomt kæmper med at komme tilbage efter en stresssygeperiode. Der er så mange tilbud, når vi netop er sygemeldt med stress, men hvem tager sig af os efter stress? Måske er ovenstående meget mere relevant end, der bliver talt højt om.

Det har været en gave til mig, og jeg håber, at det kan være hjælpsomt for jer andre tidligere stressede.