En psykoterapeuts dagbog

Klienterne er opdigtede og beskrevet ud fra 23 års erfaring som psykoterapeut.

Det er mandag morgen. Jeg skal have 4 klienter i dag. Jeg forbereder mig altid aftenen før, kigger mine noter fra sidst igennem, tuner ind på de sansninger og fornemmelser og hypoteser jeg har ift. den enkelte klient. For mig er det som om, hver af klienterne har deres egen skuffe i min indre kommode, som trækkes ud hver gang de kommer.

Den første klient er en kvinde først i 30’erne. Hun kom første gang med tristhed og modløshed, omend hun sagde, hun har et godt liv, børn, dejlig kæreste, hus og veninder.

Det er femte gang hun kommer, og hun har det bedre. Jeg lader altid klienterne selv tage afsæt i det emne, der er levende for dem her og nu. Det betyder ikke, at jeg ikke har overblik over forløbet, men jeg har en dyb overbevisning om og tillid til, at det der viser sig, er det, der er næste skridt i klientens udvikling.

Den unge kvinde tager en oplevelse op fra foregående weekend, hvor hun fik sin mor på besøg. Hun var virkelig såret over, hvordan hendes mor konstant kommenterede hendes måde at være mor på, f.eks. at hun ikke satte nok grænser over for de to børn, at hun lod dem spise ved sofabordet osv. osv.

Det er tydeligt at se, at min klient er følelsesmæssigt berørt af sine oplevelser. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvilke følelser der er på spil, og nysgerrig på hvad hun gør med dem?

Jeg spørger lidt ind til hvad hun mærker, og hvilke følelser der er på spil for hende. Jeg har nemlig et kendskab til, at hun har svært ved at mærke sine følelser og at udtrykke dem.

Hun tøver, holder op med at trække vejret og kigger lidt stift på mig, “Øhhh , jeg ved det ikke, jeg kan bare mærke, at jeg spænder i hele kroppen”.

Vi enes om at give opspændingen noget opmærksomhed, at den godt må være der, og at den muligvis har vigtige informationer til hende.

Hun lukker øjnene, og jeg støtter hende til at dvæle ved opspændingen.

Hun knytter sine hænder, og inden længe løber tårerne ned af kinderne på hende. Hun åbner spontant sine øjne og sidder stille og græder.

Vi trækker vejret lidt sammen, til hun kigger op og til trods for tårerne siger “Nej, jeg er ikke ked af det, jeg er vred”. Hun slår sin flade hånd fast ned mod låret.

“Okay, du er vred. Og tårerne?”.

“Jamen , sådan er det altid for mig, når jeg er vred, så tuder jeg altid”.

Som terapeut får jeg her en meget vigtig information. Hun bytter ubevidst sin vrede ud med gråd.

Jeg spørger, “Og hvordan er det for dig?”.

Der er intensitet i hendes stemme.

“Jeg er så træt af det, for så kommer jeg til at føle mig så lille, og så taler min mor til mig som om, jeg er et barn”.

Jeg siger, “Ja, som om du ubevidst sender lidt dobbelt signaler”.

Hun nikker og siger hurtigt, ”Jamen, det er fordi, jeg ikke tør være vred på min mor. Sådan har det altid været”.

Klienten er på vej ind i sin næste forståelsesfase af sig selv og sin nye opdagelse. Hun tør ikke udtrykke sin naturlige afgrænsning over for sin mor. Sådan oversætter jeg det i hvert fald og går videre i min udforskning.

“Du tør ikke?”, kigger jeg spørgende på hende.

Hun stivner lidt igen og tøver.

“Nej, det er i hvert fald ikke altid, jeg tør”. Hun kigger ned. Mister sin fasthed.

“Hvad sker der, når du ikke tør udtrykke, at du er vred?”

“Jeg bliver bange for hendes reaktion. Bange for at hun kigger vredt på mig og sukker, mens hun himler. Jeg kommer bare til at føle mig som den største idiot, som om jeg er det mest besværlige og dumme i verden”.

Vi taler videre om, hvordan moderen var opfarende og havde meget lidt overskud i hendes barndom. Hvordan hun altid vidste bedre og ikke havde plads til, at man så tingene på en anden måde end hende. Den unge kvinde beskriver, at hun følte sig gjort forkert og fik lyst til at krybe i et musehul. Moderen kunne bedre rumme, at hun blev stille, græd og gjorde sig lille og uden modstand.

Sammen finder vi ud af, at det er derfor, hun ubevidst bytter sin vrede ud med gråd. For ikke at mærke mors utilfredshed og manglende overskud.

Hun opdager, at hun er træt og vred over moderens kommentarer og evige vurdering. Hun opdager også, at hun ikke får sagt fra, fordi hun er fanget i et gammelt mønster sammen med moderen.

Hun er lidt skræmt ved tanken om at skulle begynde at stå ved sig selv og sige fra, men ved også, at det er det, der skal til. Vi taler om, at det ikke kan ændres på en eftermiddag, at det tager tid at ændre gamle mønstre, og at det er ok at øve sig.

Min klient er et godt eksempel på en klient, der kommer med en generaliseret nedtrykthed, og som finder frem til at undertrykkelsen af vores essentielle følelser, afgrænsning og udtrykkelse af behov kan ende med en eksistentiel meningsløshed.

Det er altid berørende at se mennesker få større klarhed og en begyndende ret til at være sig selv.

Vi siger farvel, og jeg åbner vinduerne i rummet og holder pause.

Et nyt menneske er på vej, og jeg skal være klar til at se og forstå verden gennem et nyt par briller for at være hjælpsom.