Vrede – den naturlige afgrænsning

Vrede har ofte et dårligt omdømme, og mange mennesker undgår den på kreative måder.
Vores følelser er vores indre pejleapparat og navigationssystem. De guider os til, hvad der er behageligt og ubehageligt, i vores behov og til hvordan vi har brug for at handle.
Vreden er således også en medfødt følelse, der har en sund funktion for os. Så når vi afskærer os fra den, undgår vores egen og andres vrede, afskærer vi os fra vigtig information.

Den canadiske professor Leslie Greenberg siger, at vrede i sin sunde form er et indre signal om, at man har brug for at grænsesætte sig, selvbeskytte og markere, hvad man vil gå med til. I et oprindeligt biologisk perspektiv er vreden altså en nødvendig følelse for at overleve fysisk og psykisk.

Men som alle andre følelser kan vrede vise sig i en sund og usund udgave; det man også kalder reguleret og ureguleret. Den sunde, regulerede udgave, en god og konstruktiv vrede, vil mærkes i kroppen som en lille opspænding, som giver besked om, at her har jeg behov for at sætte en grænse, sige fra og tage vare på min integritet.

Vredesudtrykket vil være roligt, bestemt, konstruktivt, ikke krænkende og respektfuldt. Man ved aldrig, hvordan den lander hos den anden, men sandsynligheden for at det modtages konstruktivt,  er bedre, når den udtrykkes med øje for relationen.

Rigtig mange mennesker har dårlige erfaringer med vrede. Her taler vi oftest om erfaringer fra barndommen, men der kan bestemt også forekomme overvældende erfaringer senere i livet.
Barnet kan have oplevet, at mor og far ikke selv kunne styre deres vrede, var opfarende, voldsomme, kritiserende og krænkende. Erfaringen bliver, at vrede er en farlig følelse, negativ og noget, man skal undgå udefra og måske også fra sit eget indre. Man vil måske også gøre alt for ikke at ligne de ukontrollerede forældre og gemmer i frygt sin egen sunde vrede væk. På den måde bliver det et enten-eller.

Barnet kan også kopiere forældrene. ”Det er jo sådan mor og far gør, så det gør jeg også”. Det kan give store problemer i samspil både som barn og voksen.

Mor og far kan også have svært ved at rumme vrede og afgrænsning, så når barnet udtrykker sig naturligt, bliver det ikke mødt og måske ligefrem gjort forkert. Igen en ubehagelig erfaring.
Måske kommer man fra en familie, der slet ikke udtrykker vrede. Vrede er ikke noget, man giver plads til, og barnet får ingen erfaringer med følelsen og lærer ikke at regulere den og bruge den konstruktivt.

I andre familier ligger vreden under overfladen, men ingen udtrykker eller italesætter den. Den ligger som ildelugtende mosevand imellem linjerne, alle mærker den, indretter sig efter den og udefra ser det ud som den rene idyl. Det er heller ikke en hensigtsmæssig måde at få kendskab til vrede. Det kalder man passiv vrede, og den kan ødelægge stemningen i ethvert rum.

Vrede kan også tilsløre andre følelser. Hvis man f.eks. har det svært med at være ked af det, kan man i selvbeskyttelse ubevidst bytte sin sorg ud med vrede. Andre gange kan man føle sig så forkert, truet og skamfuld, at den bedste selvbeskyttelse kan synes at gå til angreb. Så vælter vreden ud og passiviserer den anden.

Ikke overraskende handler det, som i de fleste af livets forhold, om at finde balancen, så den vigtige vredesfølelse tjener os bedst muligt uden at skade andre.

I terapirummet hjælper psykoterapeuter deres klienter med deres uregulerede vrede, hvad enten der er for lidt af den eller for meget. Den klient, der undgår sin vrede, kan være skræmt og frygtsom og med et behov for hjælp til at mærke sin sunde vredes impulser. De skal have nye erfaringer med, at vrede er en vigtig følelse, som ikke behøver at være ledsaget af det ubehag, de tidligere har haft oplevelser med. De skal lære at de har ret til at selvbeskytte og sætte grænser.

Den opfarende klient er nøjagtig lige så forpint, skammer sig og ved, at de gør deres nærmeste utrygge og ligefrem bange. De skal mødes lige så kærligt som ovenstående og hjælpes til at regulere deres vrede og finde ind til kilden for den. Man kan næsten altid være sikker på, at de har negative erfaringer med følelsen på den ene eller anden måde. Tit ligger der en inderlig og smertefuld følelse af at være forkert til grund, som de skal have blik for, så de kan begynde at hilse deres livfulde skønne vrede velkommen i sunde samspil med andre.

For vrede kan jo føre til livfuldhed, passion og nysgerrighed. Hvis vi som mennesker ved, at vi er i stand til at passe på os selv og sige fra, så er vi langt mere trygge, kan slippe paraderne og bevæge os ubekymret udforskende ud i verden, for vi kan jo ” bare” sige nej, når vi mener nej, og ja, når vi mener ja.

Halleluja for den hellige, sunde, stærke, energiske vrede – bring it on!!